Algodhetens aand, kunde han gjøre sig hjertelig tilgode med mat og søvn, og glæde sig ved vekselen mellem arbeide og lek. En berømt yngre russisk forfatter, Dimitri Meresjkovski, har endog beskyldt ham for i grunden at være en epikuræer, en egte „hedning“, en mand, hos hvem „kjødet har overhaand over aanden“, og hvis inderste natur er den robuste jordglæde og tilfredsstillelsen ved den legemlige verden. En mand, i hvis hjem livet for voksne og barn kunde være som en fest, efter hvad flere besøkende har berettet.
Der gives en merkelig bok av den nysnævnte Meresjkovski, let tilgjængelig i svensk, tysk eller engelsk oversættelse. Boken handler om Tolstoi og Dostojevski og virker næsten som et anklageskrift mot den første. Ialfald i en stor del av dette skrift er Tolstoi set paa med hvad italienerne kalder „onde øine“. Men dette paa sine steder aandfulde, men paa andre næsten løierlig fanatiske angrep paa Tolstoi som menneske, er allikevel saa eggende og vækkende, det gir vore tanker et saa kraftig chok, at jeg for min del aldrig før er blit saa glad i Leo Tolstoi som ved at læse mellem linjene i dette vrængebillede. Tolstoi er for Meresjkovski en egoist „like til marven“, eller, som vi vilde si, til hjerteroten. Han “har aldrig elsket nogen anden end sig selv, ja ikke engang sig selv med en fri og fuld kjærlighet.“ Han er vistnok trods alt uendelig stor, indrømmer Meresjkovski, men som en „hovmodig og blind titan“. At han aldrig kunde elske nogen anden end sig selv, det er hans dypeste skam og hans frygteligste hemmelighet, sier den samme forfatter. Tolstoi er „en ensom og kold natur“ (!) „en forskræmt (!) og sig skammende epikuræer“, en mand, som repræsenterer kjødets overhaand over aanden, mens Dostojevski repræsenterer aandens overhaand over kjødet. Meresjkovski selv, som synes inspireret av Ibsens „Keiser og
