Side:Leo Tolstoi.djvu/168

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

erne har hat ordet. Ved at vække os til eftertanke, ved at orientere os i den rigtige retning, har de gjort sin gjerning. Herefter kommer turen til videnskapen, — den videnskap, paa hvis fremgang kulturfolkenes skjæbne vil bero.

Den historiske erfaring lærer os, at det ene store kulturfolk efter det andet har blomstret og avblomstret. Men avblomstringen kan ikke bero paa selve kultur-fremgangen. Denne har tvertimot hævet menneskene op over dyrene og git dem en voksende magt over naturen.

Avblomstringen maa hænge sammen med en bestemt kultur-type, eller visse bestemte faktorer i de historisk kjendte kulturfolks liv. Den statsekonomiske lære om en „tendens til avtagende utbytte“ maa utvides til en mere generel kulturhistorisk lov: Voksende rovdrift (overfor muldjorden, med dens næringsplanter, de nyttige dyr og især overfor menneskene) medfører avtagende produktionsevne og dermed i længden tilbakegang i livskraft og kultur.

Paa lignende maate maa den statsøkonomiske lære om en „tendens til tiltagende utbytte“ utvides til en generel kulturhistorisk lov: Voksende mutualisme eller gjensidig hjælp (mellem individer og samfund, og mellem kulturmennesket paa den ene side og dets hjælpende planter og dyr paa den anden side) medfører voksende produktionsevne og dermed voksende livs-energi og kultur.

Hvis disse to hinanden motsvarende (eller „korrelative“) kulturhistoriske love viser sig at kunne gjennemgaa den videnskabelige kritiks ildprøve, vil det sees, at den nyeste tids to største digterpersonligheter, Bjørnson og Tolstoi, ut fra et dypt og rigtig livs-instinkt har kjæmpet for verdensfreden og det menneskelige brorskaps sak i en tid, da en endnu ufærdig og famlende biologi eller livs-videnskap var inde paa en misvisende overvurdering av krigen som en fremskridts-faktor, og da populær-filosofer og skjønliterære forfattere og endog ledende statsmænd, som Bismarck og Moltke og mangfoldige andre, mente at krigen mellem mennesker nu og til alle tider er begrundet i en naturlov.

Ingen benegter, at livet ogsaa for de høieste kulturmennesker medfører kamp. Men det synes at være en