Side:Leo Tolstoi.djvu/169

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

lov, som Darwin var inde paa i det store verk om „Menneskets avstamning“, men som er nærmere belyst av forskere som Jean de Lanessan, Bagehot, Krapotkin[1] og andre, at forbund eller samfund, og sociale dyder eller forbundsdyder gir gunstige vilkaar i kampen for voksende liv. Fremdeles maa det siges at være en lov, at stigende livs-utvikling kræver voksende forbundsevne. De lavest staaende jæger- og samler-folk kan i visse strøk av jorden til nød klare sig med familie-forbund, som blot av og til utvides til stamme-forbund[2]. Paa et høiere trin i utvikling er det en livsbetingelse, at familiens forbund utvides til stammeforbund. Paa et endnu høiere trin maa stammer slutte sig sammen til en stat. Og nutidens maskin-industri og verdenshandel gjør det mere og mere til en livsbetingelse for de høiest utviklede kulturfolk at utvide den nationale stat til en overstat av the United States of Humanity, eller snarere til et Folkenes forbund.

Den nyere tids anvendte naturvidenskap, som har skapt maskin-industrien og de nye transportmidler, tvinger os, under en aarlig løpende mulkt paa milliarder av kroner, til at fortsætte statsdannelsens proces.

Denne lov er, som nævnt, freds-sakens urokkelige grundlag. La kampen for tilværelsen vedbli at være en av livets love. Men menneskene maa staa sammen i kampen! La denne føres mot fælles fiender!

Hvis hoved-aarsaken til menneskelig fremskridt var det „naturlige utvalg“ i krig mellem mennesker, maatte vi vente at finde, at Peloponneserkrigen i det gamle Grækenland, eller den vældige styrkeprøve mellem de græske stammer, var indledningen til et storartet kultur-opsving, gjennem en naturens utvælgelse av de mest levedygtige stammer paa de svakeres bekostning. Men den historiske erfaring lærer os, at Peloponneserkrigen og andre krige mellem Hellenerne ind-

  1. Jean de Lanessan: La Lutte pour l’Existence et l’Association dans la Lutte (Paris 1881). — P. Krapotkin: Mutual Aid (Revised Edition, London 1908).
  2. Se professor Edvard Westermarcks fortrinlige verk: The History of Human Marriage, London 1901, s. 43 ff.