den retning, hvori vi stævner. Det er haabet om en ny tid, som drager os dit, hvor deres hjelmbusk vaier.
Tolstois fornyelse av urkristendommen indeholder nemlig ikke blot en motbevægelse mot krigens moral, men ogsaa mot den havesyke handel, som er inderlig forbundet med de moderne folks, likesom med oldtidsfolkenes, verdenserobring. „I skal ikke ha penger i eders belte,“ sa mesteren til sine disciple. Og han sendte den rike yngling bedrøvet bort. Hans apostle ventet av den ældste menighets medlemmer, at de frivillig skulde opgi sit gods eller dele utbyttet broderlig med alle.
Nu, som dengang, er krigsmoralen uløselig sammenknyttet med den byttelystne handels kampmoral, som vi i stor stil har lært den at kjende av general Kuropatkins avsløring av foranledningen til den russisk-japanske krig og av den tyske verdenskrig. Det mest urovækkende, det mest radikale i Tolstois kristendom, som i den oprindelige kristendom, er vel dette, at den ikke alene vil ophæve krigen med alle dens drivfjære, men ogsaa den økonomiske vindelyst, som er verdenshandelens drivfjær. Hele den nuværende samfundsøkonomi trues i sin rot av denne (i hovedsaken) egte og oprindelike form av kristendom.
Først ut fra dette synspunkt ser vi Toistois store aandelige gjennembrud omkring 1880 og hans vældige virksomhet i de sidste tredve aar av sit liv i hele dens rækkevidde. Det var ikke alene Ruslands stadige landutvidelse gjennem rovkrig, som fremkaldte Tolstois mægtige motbevegelse. Det var, tror jeg, utvilsomt ogsaa den store økonomiske omdannelses-proces, fra overveiende natural-husholdning til voksende penge-husholdning, — det var den vesterlandske maskin-industris og storkapitalismes indtrængen til selve hjertet av det store russiske aker- og skogland, som hos Tolstoi, det gamle fromme Ruslands aarvaakne samvittighet, fremkaldte en voksende fornemmelse av en kultursygdom.
En farlig mand var Leo Tolstoi, ikke alene for Tsarriket med al dets undertrykkelse og uret, men ogsaa for den vesterlandske samfunds-økonomi og den dermed forbundne
