Kultursygdommene eller de „store samfundsonder“ er for samfundslegemet, hvad de organiske sygdomme er for den enkelte organisme. Derfor er det forklarlig, at netop hos kraftige naturer, hos mennesker med dypt livsinstinkt — store digtere, seere og profeter — optræder de avvergende, beskyttende eller sygdomsforjagende kræfter særlig voldsomt og lidenskabelig.
Men det er likesaa øiensynlig, at hvis det under andre historiske vilkaar kan lykkes at gjøre anfaldene av de sociale sygdomme meget mildere, da vil ogsaa reaktionen mot disse sygdomme av sig selv anta en mildere, mindre ensidig karakter. Hvis der kunde tænkes tider, om end blot forbigaaende og kortvarige lykketider, hvori de sociale sygdomme blev reducert til en forsvindende liten størrelse, vilde ogsaa behovet for de reaktive, beskyttende kampprocesser i samme grad forsvinde. Og dermed paa én gang to enorme utgifter paa folkenes livsbudget indspares. Imidlertid er det for denne tankegangs skyld unødvendig at gaa saa langt i optimisme som at tro, at samfundssygdommene nogensinde, selv i kortere tidsrum, vil tilbaketrænges henimot nulpunktet. Det vil ialfald ikke bli i vor tid.
Det mest anskuelige og det mest levende indtryk av sammennhængen mellem kultursygdommene og de store puritanske bevægelser faar man kanske ved at gaa ut fra den nyeste tids merkeligste og mest ensidig utprægede profetskikkelse, Leo Tolstoi, og hans forhold til sin tids sociale onder. Leo Tolstois mægtige og i sin art geniale fornyelse av ur-kristendommen aapner os et indblik, ikke alene i den store kulturkrise i Rusland, men ogsaa i en lang række av tidligere vendepunkter i folkenes liv, især det som betegnes ved kristendommens frembrud.
Det mest betagende uttryk for sin opfatning av kristendommen har Tolstoi i grunden git i de store digterverker fra tiden efter sit religiøse gjennembrud, ikke mindst i den mægtige tragedie „Mørkets magt“ (fra 1887), hvor bonden Akim repræsenterer den enkle og dype fromhet, som er ver-
