dens lys, midt i det store mørke. Mere veltalende er Tolstois kristendom ingensteds uttrykt end gjennem denne stammende og ofte forstummende gamle mand. Her, likesom endnu mere i den vidunderlig skjønne og gripende fortælling „Opstandelse“ (fra 1900) og igrunden allerede i „Krig og fred“ og „Anna Karénjina“, er det gjennem det enkelte menneskes smertefødte omslag i livsretning, at Tolstoi bevisst eller uvilkaarlig uttrykker sin længsel efter en stor kulturomvendelse.
Men ogsaa i sine talrike skrifter av ræsonnerende indhold er det med en digters klarsyn og glød, at Tolstoi forkynder tanken om en omvendelse fra egoismen til den altomfattende kjærlighets livskunst.
Paa den anden side maa det — som før nævnt — hævdes, at Tolstoi, som er digter og ikke videnskapsmand, ikke har formaaet at se den oprindelige kristendom i historisk perspektiv, som det sublimeste utslag av den store motbevægelse mot de antike erobringsrikers rovkrigs- og rovhandels moral. Længe forberedt, baade inden den jødiske og den græske verden av profeter og filosofer, blev den store reisning mot oldtidskulturens herremoral netop av romervældet, paa dets høidepunkt, fremmodnet til et for alle tider epokegjørende gjennembrud. Da trykket var sterkest og nøden allerstørst, var det, at fredstanken og det altomfattende broderskaps ideal kom smertefødt, men fuldbaaret til verden.
Leo Tolstoi levde selv i et vældig erobringsrike, hvis ivrigste patrioter, panslavisterne, drømte om en ny verdenserobring. Et av de store hovedtræk i den oprindelige kristendom traadte saa uhyre levende frem for Tolstoi, ikke i historisk fjernsyn, men som en aktuel og samtidig sandhetsaabenbaring, fordi han levde under delvis lignende vilkaar som de første kristne; og desuten i et samfund, hvor traditionen fra den gamle græske kirke endnu hadde holdt sig levende, især gjennem bondefolkets fromme lægmænd og pilgrimmer, — hvorav Tolstoi hadde kjendt flere fra sin barndom. Tolstoi blev saa uhyre sterkt grepet av bjergprækenens ord om ikke-motstand mot uret, og om at elske sine fiender, fordi han og mange med ham hadde begyndt at lide sjæle-
