Heller ikke kan vi tænke os den store middelalders glade og kunstelskende Frankrike, Italien, England og Tyskland uten den uvurderlige, om end kostbare — i længden altfor kostbare — hjælp fra de store munke-reformationer, hvorav den sidste, franciskanernes og dominikanernes, forøvrig bidrog mægtig til at forberede baade renaissancens kunstblomstring og videnskapernes fornyelse og, især i England, grundlæggelsen av det politiske selvstyre. Heller ikke kan vi tænke os den nyere tids England og Nordamerika i sin mægtige kraftutfoldelse uten dette samme islæt av ofte ensidig og overdreven puritanisme. Det kan i denne forbindelse erindres, at det mægtigste digt til livsglæden i engelsk literatur er skrevet av en puritaner, Miltons „L’Allegro“; og at puritanismen bidrog i høi grad til at grundlægge den nye psykologiske og samfundsskildrende roman og det nye „borgerlige“ drama.
Naar man overskuer denne historiske sammenhæng, om end blot i den allerstørste forkortning, ligger det nær at slutte, at en eller anden form av puritanisme, la den være saa ensidig og kostbar den være vil, er et likesaa uundværlig element i den menneskelige kulturutvikling som de „alexin“- og „antitoxin“-dannende elementer i den menneskelige organisme. Saalænge der i et legeme opstaar eller indføres sygdoms- og giftstoffer, vil et uvilkaarlig selvopholdelsens instinkt sørge for at frembringe vergestoffer og motgifte.
Der er imidlertid en mulighet for, at behovet for disse voldsomt ensidige former av religiøs-etisk idealisme er knyttet til en bestemt historisk samfundstype, og ikke til selve kulturprocessen i sin helhet. Alene under visse bestemte, historiske forhold, som menneskeheten maaske er ifærd med at vokse ut over, trænger samfundslivet atter og atter en saa voldsom kur eller en saa kostbar medicin.
aander altfor ofte overser. Man glemmer gjerne, at askese oprindelig betyr „træning“, og at selve den ensidige græske og østerlandske spiritualisme, som avfødte munkemoralen, repræsenterer en art av yderliggaaende aandelig atletkunst. Det legemlige liv skulde underkues og bøies fuldstændig ind under aandslivet, — hvad der allerede i middelalderen og senere atter og atter førte til de underkuede animalske drifters „slaveoprør i moralen“, — hvis jeg faar anvende Fr. Nietzsches bevingede uttryk i den motsatte mening av hans.
