Tolstoi og Nietzsche.
Men endnu interessantere end den negative side ved Leo Tolstois religiøse forkyndelse er dog hans positive fromhet. Til denne vil jeg derfor vende tilbake og forsøke at fremstille, hvorledes den opstod, denne hans store religiøse krise (1879—81), som danner et vendepunkt i hans eget liv og kanske i den russiske nations, og i sine virkninger føles som noget av en jordrystelse over en stor del av den beboede verden.
Hans religiøse krise opstod, saavidt jeg kan se, derved at Tolstoi, som saa mange av hans oplyste landsmænd, naivt optok i sig netop de mest sensationelle og yderliggaaende tankeretninger i den vesterlandske verden, omtrent som man i Rusland først og fremst læser de mest sensationelle, de mest aparte vesterlandske skuespil og romaner. Hvad man lettest hører i det store russiske skogland av Vest-Europas tale, er de mest høirøstede ord, de mest grelle og „vovede“ meninger, — som naturlig kan være. Det samme er tilfældet ogsaa hos os. Og om en russer reiser i Vest-Europa (dette gjælder de fleste reisende), er det vel først og fremst det mest sensationelle, han lægger merke til. Saaledes, tror jeg, gik det til, at Tolstoi muligens allerede paa sin reise i Vest-Europa (eller i hvert fald senere, fra sommeren 1869) fik en overordentlig levende interesse for Schopenhauer. Dog ikke blot fordi hans filosofi var uhyre opsigtsvækkende og kuriøs, altsaa særlig fængs-
