Blev en madagassisk Hedning syg, saa blev han
med étt religiøs stemt og hele Familien med. Den
syge «maatte frelses». Skylden, som foraarsagede
Sygdommen, maatte «borttages». Dertil maatte man
«laane en anden». Denne anden var Sandsigeren,
som ved Hjælp af sit Spaadomsapparat kunde give
Besked om Skyldens Art og tage den bort ved det
stedfortrædende Offer, han forordnede. Den
ledende i Familien henvendte sig til ham, «Naar man
er hungrig» – sagde han – «behøver man Mad,
naar man er tørstig, trænger man Drikke; men naar
man er syg, erindrer man Fader og Moder; og hvem
er Fader og Moder uden du? Vi beder, at du maa
spaa? Maatte din mægtige Haand gaa fremad!»
Mpisikìdien, Sandsigeren, forsikrede, at han skulde «gjøre Spaadom», ikke paa maafaa; thi «I er jo Børn!» Saa tog han sit Spaadomsbræt med tilhørende Sand frem. (Det var Sand, man brugte, naar man spaaede for syge, ellers brugtes Maiskorn, Bønner eller smaa bønnelignende Frugter). Naar han var «færdig med Spaadommen» – den foregik efter bestemte Regler, og forsaavidt var det ikke paa maafaa – kunde han sige: «Dette er Skyld fra Himmelen, som jeg ikke kan borttage. Der maa udgydes Blod.»
Fik den spørgende et saadant Svar, sendte han Bud omkring i Grænden: «Nu maa I forsamle Eder, hele Familien, hele Slegten; thi nu skal det gjøres, hvorved Blod træder istedetfor Blod, Liv istedetfor Liv.» Saa samledes man øieblikkelig og foretog en stedfortrædende Offerhandling. Den syge bragtes hen til Kanten af den Grøft, som omgav Landsbyen,
