væsen var, kunde man redde selv den største Forbryder, naar man havde nok af Penge).
Hvad der var anerkjendt som ret og selvfølgeligt i deres Folkeliv, fandt vi ogsaa i deres Religion. Det havde saaledes faaet sit Udtryk i et af deres traditionelle Ord, som lagdes Storhøvdinger i Munden: «Naar jeg er syg, lad en Slegtning dø i mit Sted; naar en Slegtning er syg, lad en Okse dø i hans Sted».
Et andet af deres overleverede religiøse Ord gik i samme Retning: «De sortes Blod skal træde istedet for de blaaes Blod.» Det sorte var Slavefarven, Trællemerket. Det blaa var derimod det frie Folks Farve. Slaveblodet skulde udgydes som et stedfortrædende Offer for det frie Folks Blod.
At den, som var ringere, skulde ofre sig for den store, det mindre værdifulde for det, som havde større Værdi – Fjærkræ kunde ofres for sygt Storfæ – var saa gjennemgaaaende i den madagassiske Religion og Folkeliv, at jeg kun i en af deres mange Sagn har fundet en Undtagelse fra denne Regel. Ifølge dette gik en Fader til Gud og tilbød sig som Sonoffer for sin Søn.
Fra det virkelige Liv har man et lignende Træk: Da en Sakalavahær drog til Indlandet for at røve, gjorde den paa Opveien sit almindelige Løfte med tilhørende Ofring ved et af de mest kjendte Overfartssteder. Løftet gik ud paa, at naar de med Held vendte tilbage, skulde de ved dette Sted ofre et Menneske. En ung Pige, som var blandt dem, de havde røvet, blev udseet til Offer. Pigens Bedstemoder bad da om, at hun maatte ofres istedetfor sit Barnebarn, og hendes Bøn blev opfyldt.
