«Angaaende det, som ligger bag Døden, da klarer
vi ikke det. Gud faar vælge.» Saa tænkte og talte
de mest indsigtsfulde Hedninger. De holdt sig nøie
til «Fædrenes Skikke», fulgte Skjæbnelæren, rettede
sig efter «det forbudne» og brugte sine Trylle midler.
Derved mente de at kunne klare sig her i Livet, blive
gamle og have det godt.
Gjennem Generationers Oplevelser og Iagttagelser var deres Syn for en Gjengjældelse her i dette Liv blevet klart og skjærpet. Og dette Syn var uddybet ved den fine Følesans, som er egen for Naturfolkene. I deres gjængse Ordsprog og Talemaader kommer dette frem. «Det er ikke Hevntanker hos mig, men det man gjør vender tilbage.» «Den Mak, som plages, kan ikke svare; Gud skal svare.»
Den, som følte sig forurettet og plaget uden Evne til at faa Ret mod sin Undertrykker, kunde bruge denne Talemaade om den stakkels Hjælpeløse Mak: «Jeg kan ikke svare, Gud skal svare.» Det var Gjengjældelsen i dette Liv, han tænkte paa. «Det man gjør, vender tilbage». Jeg har ofte seet, at det just er gaaet efter denne almengyldige Livslov: «Gud lader sig ikke spotte; thi hvad et Menneske saar, det skal han og høste.» Gal. 6, 7.
Denne Lov, at Høsten bliver som Udsæden for os Mennesker, var indskreven ogsaa i Madagassernes Hjerte; men de manglede Evne og Vilje til at følge den. Det kom ikke videre end, at Sandheden i denne Lov kunde dulme deres Smerter overfor Lidelser, som paaførtes dem.
De religiøse og moralske Tanker, som giver sig
