et ret bestemt Udslag gjennem disse madagassiske Visdomsord, er af det største Værd i vort Arbeide blandt Folket. Det nye, som vi bringer dem, vil saa let betragtes som «Europæernes pene Historier.» Formaar vi at gribe Hjertestrengene her, vil vor Forkyndelse ikke virke udenfra, i Tilslutning til det, som Madagasserne efter sit eger religiøse og sædelige Syn kjender og maa give sit Bifald. Særlig gjælder dette Gjengjældelsestanken. Det man gjør vender tilbage, ikke bare her i Livet, men særlig i det Liv, som kommer. Alt det vi gjør, har Betydning for Evigheden. – – –
Forgaaelser mod «det forbudne» – deri indbefattet ogsaa det, som den almindelige Mening og sædelige Bevidsthed hævdede som god Moral – ansaaes for Synd. Saadanne Synder virkede, at Overtræderen blev skyldig, og Skylden fulgtes altid af Straf. Straffen var Fattigdom, Sygdom, en pludselig Død eller Død i en ung Alder. Straffen tænktes at staa i et bestemt Forhold til Brødens Art, som kun Mpisikìdien, d. e. Spaamanden, Sandsigeren kunde udfinde.
Skyldbevidstheden inden det madagassiske Hedenskab fik sit Udtryk i deres Ordsprog og religiøse Talemaader. «Skylden er som en glat Sten i Jordskorpen: den sees ikke, men man snubler paa den og falder». (Her tænktes ogsaa paa den Skyld, som fulgte Forgaaelser mod den borgerlige Lov og Orden).
«Skylden gaar ikke foran en, saa man kan indhente den; heller ikke gaar den ved Siden af en,
