imod dig?» spørger Profeten. Mal. 1, 8–14. Det som «var røvet», bragte de i Lighed med Sakalavarøvere som Offere.
Madagasserne var ivrige i sin Offertjeneste. De vilde derved ære de overnaturlige Magter, vinde deres Gunst og opnaa deres Beskyttelse. Og dog maatte de erfare, at de ikke altid fik det, som de søgte. Madagasserne vilde saa inderlig godt forstaa Psalmistens Klage: «Og dog har du forkastet os og ladet os blive til skamme; du drog ikke ud med vore Hære.» Ps. 44, 10.
Madagassiske Krigere maatte have Gud og Fædrene med sig paa sine Hærtog. Sakalavakrigere tog saaledes sine mest berømte Fædres Hjeneskaller med paa sine Krigstog til Indlandet. Dette ansaa de for at være et sikkert Værn mod Nederlag. Efter Datidens Krigsskik blev de overvundne – særlig da Angrebskrigere og Røvere – nedhugne, og deres Lig blev liggende ubegravne. Saadant kunde Fædrene, som var med dem, ikke tillade. Skulde det alligevel ske, og det forfærdeligste en Madagasser kunde tænke sig hænde, «at Liget blev tabt», og ikke blev begravet, saa skulde Fædrene dele Lod med dem, og Krigerne havde ialfald den Trøst, at de havde dem med sig i Døden, og at de paa Slagmarken kunde «blande sine Hjerneskaller med Fædrene», naar dette ikke kunde ske hjemme i Fædrenegravene.
Der findes flere bibelske Træk i Madagassernes Religion og Folkeliv. Dette kommer ogsaa tilsyne i deres Offerkultus og i de Tanker, som staar i Forbindelse med den. Dette kan føres saa langt tilbage
