Side:Lars Vig - Offertanken.djvu/36

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

Maade. EN Konge blev fordrevet fra sit lille Rige. I sin Nød lovede han, at hvis han fik forsone sig med Seierherren og blev indsat som Vasalherre i sit tidligere Rige, skulde han ofre et Menneske. Hans Ønske blev opfyldt. Nu maatte han ofre et Menneske. Men da han var kommen ud af Kniben, havde han Valgfrihed med Hensyn til, hvad Slags Menneske der skulde ofres. Han ofrede da en af sine gamle Slaver, «en som var saa gammel, at hna alligevel snart maatte dø.»

I de madagassiske Løftesoffere møder vi en almenmenneskelig religiøs Trang. Denne har inden vort Folk faaet et Udslag i vore «Lovekirker». Fra min Ungdom kjender jeg til, hvorledes man i vore Bygder betragtede slige Løfter. Jeg husker Udtalelser, som gik ud paa, at de Gaver, man lovede, maatte staa i Forhold til ens Formue, til det Gode, man vilde opnaa, eller den Ulykke, man vilde blive befriet fra.

Det ligger saa nær for os Mennesker at gjøre Løfter. Vanskeligere er det at indfrie dem uden Forbehold og Kunster. Derom har vi en Mindelse i vort kjendte Ordsprog: «Loven er ærlig, men Holden er besværlig.»

Dette merker vi tydelig ogsaa hos Herrens eget Folk. Profeten Malakias revsede sine samtidie, fordi de handlede svigagtig og ikke bragte «Offergaver i Retfærdighed.» «Den, som gjør et Løfte og dog ofrer et Hundyr, som har Lyde, til Herren –». Halte, syge og blinde Dyr bragte de som Offere til Herren. «Bring det dog frem for din Statholder! Mon han vilde finde Behag i dig, eller mon han vil tage naadig