som til det første Offer, Bibelen beretter om. Abel bragte «et Offer af sin Hjords førstefødte og af deres Fedt.» 1 Mos. 4, 4. Det var det bedste, som han havde. Madagasserne priste i sine Offerbønner det Offer, de bragte, som et særdeles værdifuldt Offer. Det var kjøbt for en høi Pris: af de Ting, Klæder, Ris m. m., som de trængte til Livets underhold. Det var Ting, som de ellers aldeles ikke vilde givet Afkald paa. Derfor maatte Gud komme til dem og se paa det værdifulde Offer, som de havde bragt «foran ham». Han maatte «ikke være vred, ikke fortørnet, ikke tilkaste dem vrede Blikke, ikke vende Siden, men vende Ansigtet til dem – –». Her har vi den samme Tanke: «Herren saa til Abels Offer.»
Pukkelen paa de madagassiske Okser bestod næsten udelukkende af Fedt. Den var den mest værdifule Del af Dyret. Derfor var den Guds Del af Offerdyret. Som nævnt stegtes den og Lungerne under enkelte Offerhandlinger «til en god Lugt for Gud og Fædrene.»
Naar madagassiske Hedninger hørte, at Gud «lugtede en velbehagelig Lugt» ved Noas Brændoffer, da vilde dette svare til deres egne Forestillinger om Brændeoffer og andre religiøse Handlinger. Naar de bad til sine Afguder, lagde de, som nævnt overnfor, Fedt og Harpiks paa Offerilden til en god Lugt for Afguden. Af samme Grund havde de saadanne vellugtende Sager, som de efter fattig Leilighed kunde opdrive, i de Kurve, hvori de opbevarede sine Afguder.
Ogsaa Madagasserne troede, at de skulde faa det, de søgte, det de bad om «for den gode Lugts Skyld».
