en Sindsforandring. Det vilde de madagassiske Hedninger ikke vide noget af. Løftesofferet maatte bringes, – men dette havde ligesaa lidt som deres andre Ofre nogen moralsk Indflydelse paa dem. Sindsforandring krævedes ikke. De vedblev at søle sig i tilvante Laster, efterat de havde ofret, som tidligere. Deres Ofre virkede som «gjort Gjerning». Løftet stod for dem som et Kontraktsforhold og dets Indfrielse som en Betaling. I saa Maade kunde ogsaa Madagasserne sige: «Mine Løfter vil jeg betale Herren.» Ps. 116, 14. 18. Men dermed troede de sig at være færdige.
Løftesoffere hed paa madagassisk Fanalamboàdi, d. e. Udløsning af et Løfte. Offeret stod altid i Forhold til Værdien af det Gode, som man vilde opnaa ved Løftet. Jeg skal nævne enkelte Træk, som viser dette. –
Sakalaver, som drog til Madagaskars Indland for at røve og plyndre, ofrede og gjorde Løfter ved et af de mest bekjendte Overfartssteder. De ofrede en Okse til Gud of Fædrene. Noget af Blodet udgjød de i Floden. Det var til Fædrene, der tænktes at eksistere som Flodsaander. Saa satte de en Blodflek paa hver af Deltagerne Pander og paa deres Vaaben (cfr. hvad der ovenfor er sagt om denne Offerskik). De gjorde da det Løfte, at dersom de seirede paa sine Røvertog, fik et rigt Bytte af Menensker, Kvæg m. m., og fik bringe dette vel over den store Flod uden at blive indhentede og slaaede af Folk fra Indlandet, saa skulde de ofre et Menneske. Dette Løfte blev ubrødelig holdt. De forede et af de røvede Mennesker.
