Gjaldt det derimod mindre farlige Krige, saa krævedes
der ikke noget værdifuldt Løftesoffer. Mænd
som «krigede Kvinder» aflagde Løfter, just som
almindelige Krigsfolk, Røvere og Ransmænd. Som
vi har seet, var det særlig ved de hellige Overfartssteder
disse tilbad og aflagde Løfter. – Madagasserne
brugte Udtrykket «krige» om forskjellige Ting. At
tinge benævntes at «krige Pris», at diskutere kaldtes
at «krige Tanker». Elskvo var betegnende nok: «at
krige Kvinder». Stormænds Rangstrid kaldtes at
«kriges Æresgrader» o.s.v. – Kvindekrigere derimod
holdt sig til «hellige Stene». En af disse skal jeg
nævne. Den stak frem af Jorden som en liden
Klippespids. Midt paa Stenen var der et lidet aflangt
Hul. Dette var det som bevirkede, at den tilbades
af kvindesøgende hedenske Mænd. Disse stillede sig
i en bestemt Afstand fra Stenen. I den venstre Haand
havde de endel smaa Kiselstener. Disse kastede de,
en efter en – mod det aflange Hul i Stenen. Traf
man dette, var det et sikkert Tegn paa, at man vilde
faa det man søgte. Saa aflagde man Løftet: at vende
tilbage og salve Stenen rundt omkring med en Fett-
eller Talgklump til omrking 5 Øres Værd. Salvningen
maatte gaa rundt Stenen «for at Takofferet skulde
være fuldkommet.» Der gik en stor sort Stribe rundt
Stenen. Denne var dannet ved Salvning af taknemmelige
Tilbedere, som bragte «et fuldkommet Takoffer»
idet de udløste det Løfte, de havde aflagt.
Ved andre slige Stene fulgte man en noget anden Skik, naar man bad om Lykke paa sine mørke, ødelæggende Kjærlighedsveie. Man stillede sig ogsaa
