Side:Lars Vig - Offertanken.djvu/29

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

Hus,» det finder man ogsaa i Madagassernes religiøse Løfter paa deres hellige Steder.

Dersom de oversanselige Magter gav dem det, som de betingede sig i Løftet, maatte de «udløse det». Undlod de dette, vilde de rammes af de sværeste Straffe. Hvis det var en Fyrste, Storhøvding eller Hærfører, som havde aflagt et bestemt Løfte og brød det, vilde Straffen tillige gjennem ham ramme hans Undersaatter, hans Stamme eller den Hær, som han stod i Spidsen for.

Noget tilsvarende til dette finder vi ogsaa hos Herrens udvalgte Folk og andre Folkeslag. Vi kan bare tænke paa Jeftah. Hans Ord til Datteren og hendes Svar til den nedbøiede, kummerfulde Fader forstaaes bedst, naar vi antager, at de paa det religiøse Stade, de stod, har havt de samme Grundtanker om et saadant Løftes Ubrødelighed som de, vi finder ogsaa hos Madagasserne. jeftah sagde: «Jeg har opladt min Mund til Herren, og jeg kan ikke tage det tilbage.» Hans Datter delte hans Tro. En orthodoks madagassisk Hedning vilde lettere end vi skjønne dette.

Madagasserne vilde no synes, at Patriarken Jakob «var lad» med Hensyn til Indfrielsen af sit Løfte. Derfor maatte Herren give ham et særskilt Paalæg om at gjøre det, som han havde lovet. At Løftet maatte opfyldes, ja derom vil de kjære Madagassere være enige med den gamle Patriark. Men saa var det forbi med Samfølelsen. Jakobs Familie og de, som var med ham, maatte «skaffe bort de fremmede Guder, rense sig og skifte Klæder.» Der fordredes