Krigere, Røvere, Ransmænd, Tyve, Kranglere, som
laa i Retsstrid med sine Naboer og andre, Mænd, som
gik paa hedenske Kjærlighedsveie, Kvinder, som lagde
Snarer for Mænd, Kvinder «som ønskede at føde,»
syge Folk, som vilde blive helbredede, og friste Folk,
som ikke vilde blive syge, – alle gjorde de Løfter.
I det hele taget var det saa, at Madagasserne gjorde
Løfter, naar de vilde redde sig ud af en vanskelig
Stilling, beseire en Modstander, blive «fri for en
Ulykke» eller opnaa et Gode. Slige Løfter var et
Slags Skriftemaal, hvor Hedningerne viste sit Sindelag
og aabenbarede sine mest skjulte Tanker, ofte ogsaa
de Gjerninger, som var en Frugt af deres Tanker og
Ønsker. Ikke saa sjelden laa der bag Løftesofrene
Tanker, som ikke kan nævnes. De dreiede sig om
den «frække Ryggesløshed», som Skriften betegne som Særkjende paa Hedningelivet. 1 Pet. 4, 4.
Men dette var dog ikke bare daarlige Mennesker med slette Formaal, som aflagde Løfter. Det samme gjorde ogsaa ærlige Folk, som drog ud paa Handelsreiser, bragte Varer til Torvene eller gik i andre Ærinder
De religiøse Tanker, som ved Løftesoffere kom tilsyne hos saadanne Mennesker, minder om det Løfte, Patriarken Jakob aflagde i Betel paa sin Vandring til Mesopotamien. 1 Mos. 28, 18–21.
Det Løfte, Jakob gjorde (Vers 20–21), vil Madagasserne saa inderlig godt forstaa og give sit fulde Bifald. Det dreier sig om Opnaaelsen af timelige Goder. Den Betingelse, Jakob satte, for at «Herren skulde være hans Gud» og «Mindestenen et Guds
