holdt i Haanden. Syv var som nævnt Besværgelsens, Tilintetgjørelsens Tal. Det afskrabede blandedes med det røde Offervand i Lerskaalen. Med dette Vand bestænkede han nu Offerdyret syv Gange fra Hovedet til Bagbenene. Derpaa fremsagde han et Velsignelsesønske:
«Glæden skal stadig fornyes og være bestandig. Den glade, lyse Dag skal stadig vedvare. Solen skal altid fremkomme fra Østen. Lykken og Glæden skal være som ved Maaneskifte: den dør idag og bliver levende igjen imorgen. Vi skal altid have det, som gjør os godt. Der skal ikke være Ulykke her, ikke Ulykke der. De lykkelige Dage skal altid vende tilbage.» Her faldt de forsamlede ind og raabte i Kor: «Maatte, o Andriamànitra Andriananahàri (to Navne paa Gud), det fuldføres godt og skjønt, som vi nu gjør.» Presten skrabede derpaa 6 Gange paa «Blaatræet». Ogsaa nu blandedes det afskrabede med Offervandet i Lerskaalen, og Offerdyret bestænkedes dermed 6 Gange fra Bagfødderne opad til Hovedet. 6 var Velsignelsens Tal. Dette symboliserede Opgangen. De syv Slag fra Hovedet til Bagbenene var et Sindbillede paa Nedgang, Forbandelsen. Saa skares Halsen paa Offerdyret. Idet Blodet strømmede ud, gjentoges Raabet: «Maatte det, o Gud, fuldføres godt, fuldføres skjønt, det, som vi nu gjør.»
Det slagtede Offerdyr deltes i 7 Dele. Dets Pukkel og Lunger lagdes tilside som Offer til Gud og Fædrerne. Idet Offerpresten lagde tilside det Stykke, som var Guds Del af Offeret, sagde han: «Dette er
