bragt den for at tilbytte os et lykkeligt Hjerte, for at kjøbe os et levende Hjerte her foran dig. Dette Offerdyr er et Byttemiddel, som har Byttemiddelevne; det er en Stedfortræder, som har Stedfortræderevne, og som kan træde istedetfor den syge; thi Ramàngas (den Blaaes) Liv og Eiendom skal kjøbes, saa han reddes. Vi gjør Sonoffer til Spaden, for at den ikke skal bruges til at aabne Graven. Vi gjør Sonoffer til Skuffelen, for at den ikke skal bruges til at skufle Jord bort fra Døren til Graven. Vi gjør Sonoffer til Kniven, for at den ikke skal bruges til at skjære «ondt Kjød». Vi gjør Sonoffer til Matten, for at den ikke skal benyttes til at lægge «ondt Kjød» paa. Vi gjør Sonoffer til Kurven, for at den ikke skal bruges til at bære «ondt Kjød» i.»[1]
Efter denne Del af Offerbønnen foretoges en Besværgelse af det onde. Afgudspresten sagde: «Smertesskriget, Taarerne, som rinder ned ad Kinderne, det som gjør, at man dør som Børn, det som bevirker, at man ikke elsker Fader og Moder, at man ikke understøtter og hjælper fattige Slegtninge, – det afhugges og kastes bort ved Kanten af Blaatræet». Saa skrabede han syv Gange paa det «Blaatræ», han
- ↑ Anmerkning. I Madagaskars Indland brugtes store
stenmurede Gravkamre. Døren til disse bestod af en stor Sten
stukket ned i Jorden. Derfor maaatte man spade og skufle Jorden
bort fra Stenen til Graven, naar denne skulde aabnes ved
Begravelser eller ved Ligvendinger. «Ondt Kjød» kaldtes Kjødet
af Kvæg, som var slagtet ved Begravelser.
Madagassernes Gravkamre minder om, hvad der var Skik blandt Jøderne. Spørgsmaalet: «Hvem skal vælte bort Stenen fra Døren til Graven for os?» Mark. 16, 3, forstod Madagasserne saa godt.
