Derpaa strøg Offerpresten noget af Offervandet
paa sine Øine. Derved «skulde han helliges», saa
han ikke saa Offerdyret med sine naturlige Øine.
Dette havde Hensyn til hans Stilling som Offerprest;
«thi dersom den hellige (Offerpresten), der er Guds
Stedfortræder, ser Offerdyret uden at hans Ansigt er
bestænkt (eller besmurt) med det røde Vand, hvori
der er rød Jord, vil Offerdyrets Blod være urent.»
(Her benyttes et særskilt Uttryk for urent, som kun
bruges for at betegne den Urenhed, som følger Døden).
Naar disse Handlinger var udførte, foretog Offerpresten en Prøve med Offerdyret for at komme efter, om det var et villigt Offer, der vilde give sit Lig for den syge. Han stak paa det, og hvis det ikke brølede, opfattedes dette som et sikkert Tegn paa, at det var et villigt Offer.
Uadskillelig fra et Offer af denne Art var et Tryllemiddel eller en Afgud: Hazomànga ɔ: Blaatræ. De madagassiske Hedninger ansaa «Blaatræet» for at være det allerkraftigste Tryllemiddel. Man tillagde det den Egenskab, at det ved Berøring kunde overføre sin magiske Kraft til andre Træstykker, som derved blev forvandlede til «Blaatrær». Denne Tanke fandtes ogsaa ellers i den madagassiske Folkereligion. Tog man saaledes lidt Vand fra en Sort hellige Kilder, der kaldtes «Lysvand», hvortil der var knyttet en særegen Gudsdyrkelse, der tildels optraadte som en Blanding af Hedenskab og Kristendom – og heldte dette ind i almindelige Kilder, blev disse forvandlede til «Lysvand.»
Det «Blaatræ», som brugtes ved de her beskrevne
