Ceremonier maatte vende sig mod Øst. Tildels maatte de da gaa østover og opover. Under Besværgelses- og Forbandelseshandlinger iagttoges det derimod, at man vendte sig mod Vest og gik nedad. Midler, som brugtes ved slige Handlinger, kastedes i Floder, «for at de som forbandede Ting skulde gaa nedover med det rindende Vand.» – –
Idet Presten indledede Offerhandlingen, holdtes der en blaa Lerskaal foran ham. I denne var der Vand, som var farvet rødt af rød Farvebark og rød Jord. – Af dette Vand stænkede han noget mod Solen. Ogsaa denne Handling havde sin bestemte sindbilledlige Betydning. Man antog nemlig, at Gud boede i Solen. I deres Gudesagn forekommer der Udtryk, som viser, at to Gudesønner, Ratomaramanana, «fra hvem vi har faaet Hjerte og Liv», og Ratomarafefy, «som sætter et Gjærde om Liv og Eiendom», tænktes at bo i Solen. Offervandet skulde da være en religiøs Hyldest til disse to i Solen boende Gudesønner, hvorved de tilfredsstilledes, saa de ikke vilde kræve den syges Liv, men beskytte ham, sætte et Gjærde om hans Liv. Saa stænkende han noget af Offervandet paa den syges Øine. Ogsaa dette havde Hensyn til Solen. Dens Navn betyder: «Dagens Øie». Navneligheden spiller da ind her. «Dagens Øie» og den syges Øine maatte begge bestænkes med rødt Offervand. Efter enkelte Sagn tænktes Solen som en Del af Gud. Gud, Gudesønnerne og Fædrene, der var «Kanten af Gud» og «Guds Ægtefæller», havde ved disse to Handlinger faaet sit. «Det røde Ligklæde var givet til dem, de havde ikke mere at kræve.»
