og bærer den tilskovs!“ „Aa, du din Fille-Fante-Fugl,“ siger Jætten, „før jeg skal unde dig den, før skal jeg bære den tilbage igjen!“ Saa maatte han hjem igjen med Øxen, og saa lagde han i Vei tredie Gang. Nu havde Hesten og Gutten faaet et langt Forsprang. Men saa var der etsteds paa Veien en dyb og bred Fjeldkløft, og over Fjeldkløften var der en Klop. Naar Gutten og Hesten bare kunde naa did og slippe vel derover, saa vilde de være frelste. Endelig nærmede de sig Stedet, men Jætten var heller ikke langt borte, og da han fik se, at de nærmede sig Fjeldkløften, saa lagde han slig i Vei for at naa dem, at han rendte den ene Armen tværs af mod en Stubbe. I det Samme sprang Hesten ud paa Kloppen, men Jætten var heller ikke sen, han greb Hesten i Halen og skreg:
„Aa, dersom jeg havde begge mine Hænder, skulde jeg holde dig som Ingenting!“ I det Samme gik Hestens Hale tværs af, og Jætten stupte saa hvast bagover, at han slog Nakken sin iknas imod Klippen. Død var han paa Flekken. Saa var de da slupne vel fra den Fare. Saa siger Hesten til Veslegutten:
„Nu kommer vi til en Kobberskov, og nu maa du love mig, at du ikke brækker nogen Gren af i Skoven. Dersom du brækker af den mindste Gren, saa kommer vi i stor Fare!“ Gutten lovede det. Saa reiste de igjennem Kobberskoven, men, netop som de kom forbi det sidste Træ i Skoven, kom Gutten til at brække en Gren af Træet. Saa kom der farende en Jætte, som eiede Skoven. Kobberharnisk havde han paa Kroppen og Kobberhjelm paa Hovedet.
„Hvem er det, som drager igjennem min Skov og brækker istykket min Træer?“ skreg Jætten, saa fælt, at det grøssede i Gutten.
