ventede paa Jætterne. Da de kom lige ind paa ham, pegede han mod Østen og raabte:
„Se, der kommer Solens Søster!“ Jætterne opløftode sine Øine mod Morgenrøden og bleve alle forvandlede til Stenstøtter. Nu drog Ræven afsted og søgte op Sporet efter sine Kammerater, og, da han igjen indhentede dem, reiste de alle fire tilbage i Følge til Solens Søsters Slot. Her blev der Jubel og Glæde, og Gutten blev naturligvis vel modtagen, da han bragte den forsvundne Søster tilbage. Guldhønen, som han var reist efter, fik han strax, men det var ikke nok med det. Solens Søster lovede, at hun selv om nogen Tid vilde komme did, hvor Gutten boede, blive hans Hustru og bo hos ham. Men Solens Søster var slig, at det lyste af hende som af en skinnende Stjerne, og, naar hun kom ind i et Hus, blev det saa lyst der som den klareste Dag, selv om der forud var mørkt som Natten. Saa sluttede de Troskabspagt med hinanden og bleve enige om, hvad Tid Solens Søster skulde komme. Da Gutten nu havde udrettet sit Ærinde og dertil endnu faaet Løfte om Solens Søster til Hustru, saa reiste han og hans Følge tilbage igjen. Paa Hjemveien blev Manden igjen der, hvor han var stødt til dem, og Ræven blev igjen der, hvor han kom fra. Saa gik Gutten alene. Da han kom hjem, gik han til Kongen og bragte ham Guldhønen, som manglede en Fjær i sin Hale. Derpaa fortalte han ogsaa, at han skulde gifte sig og faa en slig Hustru, at det lyste af hende i Huset som af det klareste Lys. Hertil svarede Kongen:
„Dersom det ikke forholder sig saaledes, som du siger, saa skal du kastes levende i en brændende Tjæretønde!“ Gutten forsikrede, at det var sandt, og fortalte end ydermere, hvad Dag og Time hans Brud skulde
