komme, efter den Aftale, som de havde gjort, førend de skiltes. Men, da Tiden begyndte at nærme sig med stærke Skridt, begyndte Gutten at blive ængstelig og sorrigfuld i Hu; thi Kongen havde allerede antændt Tjæretønden, hvori han skulde kastes levende, dersom Solens Søster, hans Brud, ikke kom til den fastsatte Tid, som Gutten havde sagt. Timen nærmede sig, Tjæretønden flammede, og Gutten var bedrøvet og angstfuld til Døden. Han vidste ikke andet Raad mere i denne Verden, end at kaste sig ned og anraabe den almægtige Gud om at sende ham Frelse fra en forsmædelig Død i en brændende Tjæretønde. Og, just som hans Angst var paa det Høieste, kom der Folk løbende, som fortake, at man langt ude paa Havet saa et stort Skib komme for fulde Seil ind imod Byen. Ingen vidste endnu, hvad Skibet førte i sit Skjød. Tiden var omme, da Solens Søster skulde være kommen, eller ogsaa Gutten kastes i Tjæretønden. Men Kongen sagde, at man skulde vente hermed, indtil Skibet var seilet videre. Han vilde ikke, at Gutten skulde brændes, og derved styg Lugt udbredes i Byen, medens Skibet laa paa Havnen. Skibet seilede ind paa Havnen, og snart spurgtes det, at det var Solens Søster, som eiede det, og at hun nu kom for at gifte sigmed Bondegutten, saaledes som hun havde lovet. Hun gik lige op til Bondeguttens Stue, hvor hendes Brudgom laa næsten døende af Sorg og Angst.
„Kjender du mig?“ spurgte Solens Søster.
„Nei, jeg kjender dig ikke!“ svarede Gutten.
„Kys mig!“ sagde Solens Søster. Gutten kyssede hende.
„Kjender du mig ikke?“
„Nei,“ svarede Gutten, „jeg kjender dig ikke!“ Saa
