Gutten blev ilde tilmode; han vidste ikke, hvor i al Verden han skulde lede efter Guldhønen. Men han havde intet Valg; reise maatte han, om ikke for Andet, saa for at undgaa Kongens Vrede. Saa lagede han sig istand en Sæk med Niste, og saa drog han afsted, men endnu vidste han ikke, hvorhen han skulde tage Veien. Alligevel, afsted drog han paa Lykke og Fromme. Da han havde vandret en Dag, og Natten kom paa, lagde han sig til Hvile. Nistesækken lagde han under Hovedet. Han havde ikke sovet længe, førend han vaagnede igjen derved, at der var Nogen, som drog i Nistesækken. Gutten reiste sig overende, og, da han saa sig om, opdagede han, at det var en Ræv, som drog i Sækken.
„Hvor skal du hen?“ spurgte Ræven.
„Aa, jeg er reist i Vei for at lede efter en Guldhøne, som har mistet en Fjær af sin Hale!“ sagde Gutten, „men jeg ved ikke, hvor jeg skal finde Hønen.“
„Jeg skal vise dig Veien,“ sagde Ræven. „Ser du, der er en deilig Jomfru langt i Øst, som kaldes „Solens Søster," (Bæivaš oabba), eller „Morgenrøden“. Hun har tre Guldhøns i sin Gaard.
Saa drog Gutten og Ræven afsted og vandrede sammen hele Dagen. Ræven foran, og Gutten efter. Da Aftenen kom, lagde de sig til Hvile. Nistesækkene sine lagde de under Hovedet. Ved Midnatstid begyndte Ræven at klynke og bære sig ilde for Gutten.
„Husbond,“ sagde Ræven, „der er Nogen, som vil drage Nistesækken fra mig!“ Da Gutten saa sig om, blev han var, at et Menneske stod der lige ved dem.
„Hvor skal I to hen?“ spurgte Manden. Gutten
