men kunde ikke mindes, at han havde seet ham før. Han svarede, at de allerede havde Lineægner, Linedrager og Rorskarl, og at det saaledes bare vilde være til Bryderi, om de tog Flere med i Baaden. Men Gutten vedblev at tigge Høvedsmanden om at maatte faa reise ud med.
„Naa, siden du har slig Lyst“, siger Høvedsmanden, „saa fa ar du blive med da! Kors dig, bed din Bøn og stig i Baaden!“
Gutten saa gjorde, og de for afsted. De havde Lykken med sig den Dag. Baaden var snart fuld af Fisk, og de roede tilbage igjen, men, som sædvanligt, maatte de først lægge indom Anikijef for at afgive en Del af Fisken til Anika. Da de landede ved Øen, kastede de Fisken iland for at rense den. Dette Arbeide blev overdraget til den unge Gut, som den Dag havde været med dem. Han gjorde, som man pleier at gjøre. Først skar han Hovederne af, derpaa tog han Indvoldene ud, og saa flækkede han Fisken. Men Arbeidet gik saa hurtigt fra Haanden for ham, at de Øvrige stode ganske forbausede og saa paa. Da han var færdig, tog han sine Skindhandsker af Hænderne og bad Rorskarlen at skylle dem rene. Denne saa gjorde og leverede ham dem tilbage. Men Gutten syntes, at Rorskarlen ikke havde presset Vandet rigtigt af dem. Han tog derfor selv og vred dem, men i det Samme gik de tværs af imellem Hænderne paa ham, som om det havde været en raadden Fille. Baadmandskabet, som saa denne Prøve paa uhyre Styrke, begyndte at faa en Anelse om, at Gutten ikke kunde være noget almindeligt Menneske. I det Samme kom Kjæmpen Anika gaaende hen imod dem.
„Hør I Folk der,“ skreg han, „hvorfor bringe I mig ikke Afgift af Fisken idag?“
