nika indfandt sig der hver Vaar med Skib og Mandskab og aftvang med Magt Fiskerne Tiende af deres Udbytte. Om Vinteren var han der ikke, og Ingen vidste, hvor han da opholdt sig. Men de aller første Fiskere, som kom did om Vaaren, kunde være sikre paa at træffe Skibet der og Anika spadserende paa Stranden for at tage imod dem. Selv de, som havde sit Tilhold andre Steder paa Fiskerøen end i Bugten ved Anikijef, maatte dog lægge indom paa Anikijef for at afgive sin Tribut. Gav de ikke med det Gode, saa tog han med Magt, og man kunde da være glad til, om man fik beholde Livet. Paa den anden Side var han heller ikke uden en vis Ridderlighed. Han gav dem nemlig hvert Aar Leilighed til ved Tvekamp at blive fri for dette Herredømme. Hver Vaar, naar han og Fiskerne vare aukomne, samlede han dem nemlig sammen og spurgte dem, om Nogen vovede sig til Holmgang med ham. Men Anika var større og stærkere end noget almindeligt Menneske, og Ingen vovede at indlade sig i Kamp med ham. Derfor vovede heller Ingen at nægte ham Afgift af Fiskeudbyttet. I mange Aar varede denne Plage, og i mange Aar var Anika en Skræk for alle Fiskere paa Fiskerøen. Han gjorde, hvad han vilde. For ham existerede hverken Lov eller Ret. Men saa hændte det en Dag, at et Baadlag paa fire Mand, som sædvanligt, skulde reise ud paa Fiske fra Havnen ved Anikijef. I sit Hastværk efter at komme afsted lagde de ikke Mærke til, at en ung Gut var kommen hen til dem. Han hilste høfligt paa Høvedsmanden og sagde:
„Tager mig med Eder ud paa Fiske, Kammerater, jeg skal tjene som Lineægner!“ (Manden, som sætter Agn paa Fiskelinens Kroge). Høvedsmanden saa paa Gutten.
