„Du ser mig ud til en underlig En, du,“ svarede Fiskemes unge Kammerat, idet han vendte sig om imod Anika, „hvad vil du her? Du er ikke kommen til de Rette, gaa din Vei, eller saa . . . . .!“
„Hvad saa? Ha, ha, ha,“ lo Anika, „jeg ser, at du ikke kjender mig; pak dig selv bort, ellers slaar jeg dig saaledes i Marken, at du aldrig reiser dig mere!“ Gutten lod, som han slet ikke ændsede Anikas Trudsler, men gik lige hen til ham.
„Aa haa, min lille Ven,“ skreg Anika, „jeg ser, du mangler ikke Mod; jeg tror næsten, at du tænker paa at slaas med mig!“ Ja, han var ikke bange for det, mente Gutten. Saa udvalgtes der et Sted oppe paa selve Fiskerøeu, hvor Kampen skulde holdes. Pladsen blev indhegnet med et Gjærde af Stene. og begge de Kjæmpende skulde holde sig indenfor Ringen, som ved en almindelig Tvekarap eller Holmgang. Men Kampen skulde foregaa paa den besynderlige Maade, at hver af de Kjæmpende tre Gange efter hinanden skulde kaste sig paa Hænderne og slaa sin Modstander med Benene i Brystet. Først skulde Gutten staa for Kjæmpen Anikas Slag, og han stillede sig derfor op midt inde i Stenringen. Anika kastede sig paa Hænderne, gik rundt som et Hjul og slog Gutten midt i Brystet med Benene. Men Gutten rørte sig ikke af Pletten. Anika gik nogle Skridt tilbage og gjorde et nyt Rundkast. Gutten veg et Skridt bagover, men blev staaende. For det tredie Kast veg Gutten en Favn tilbage, men blev alligevel staaende paa Benene indenfor Ringen. Nu var det Anikas Tur at staa for Guttens Slag. Denne gjorde, som Anika havde gjort, kastede sig paa Hænderne og slog ham med Benene i Brystet. Allerede for det første Slag veg Kjæmpen
