2. Ifølge et andet Sagn om Karelerne var en Skare af dem kommen op igjennem Lapmarken for at drage over til Norge. De havde faaet Tag i en Lap, som de tvang til at være deres Veiviser. Han havde sagt dem, at Nedstigningen var meget vanskelig, saaledes som den i Virkeligheden ogsaa er. De maatte derfor, sagde han, følge ham lige i Hælene. Lappen løb foran paa Ski og bar et Blus i Haanden, thi det var mørkt om Aftenen. Som nu han, som kjendte ganske nøie til Lokaliteterne, kom farende ned over mod en Tværbrandt, tværsvingede lian pludselig og kastede Blusset ud for Fjeldet. De, der kom efter, fore samtlige udover og sloge sig ihjel. Næste Dag drog han nedover, og, stolt over sin Bedrift, skjød han en Pil i Væggen paa den første Stue, han kom til. Dette optoges ilde eller som et fiendtligt Tegn, og man vilde tage fat paa Lappen. Men saa bad han dem følge med og se, hvad han havde gjort, saa vilde de snart gjøre Andet end behandle ham ilde. Efterat de havde taaet Syn for Sagen, blev han da ogsaa baade vel behandlet og belønnet. (Læstadius’s Jour., Pag. 484).
Samme Sagn fortælles ogsaa i Torneå Lapmark. men med lidt Forandring. Det skal have været en rig Lap, som havde svedet Haarene af paa sine Rensdyr, saa at Karelerne ikke brød sig om dem, da de saa stygge og magre ud. De tvang ham imidlertid til at være Veiviser over til Norge. De kjørte allesammen med Ren, bundne efter hverandre i en saakaldt Raide, undtagen Lappen, som kjørte foran med en løs Ren og med et Blus i Slæden. Dette kastede han udfor en Styrtning, og hele Følget styrtede udover, medens han seiv kastede tilside med sin Ren.
3. En anden Gang var der kommen en stor Sværm
