Lapper og Karjelak. Dette havde gaaet for sig paa følgende Maade. En Lappekone, som en Kveld skulde bade sit Barn, havde til den Ende staaende foran sig en Kjedel, fyldt med Vand. Idet hun nu skulde sætte Barnet ned i Kjedelen, blev hun til sin Forfærdelse var Billedet af et Mandshoved med Hat paa, som af speilede sig i Vandet. Det forsvandt vel i samme Øieblik, men, da hun atter forskrækket tittede ned i Vandet, saa hun igjen samme Syn. Da skjønte hun, at det var en Mand, som kigede ned fra Røghullet i Gammen, og at det var hans Billede, som afspeilede sig i Vandet. Ganske sagte vækkede hun sin Mand og underrettede ham herom. Han greb strax sin Bue, spændte den og lagde Pilen til Rette. Idet nu Manden atter kigede frem i Røghullet, skjød Lappen Pilen midt i Panden paa ham, saaledes at man tydeligt hørte, at han ramlede ned af Taget og faldt paa Marken. Lappen vovede dog ikke strax at gaa ud for at se efter, af Frygt for, at der kunde være Flere ude. Men om Morgenen fandtes Manden liggende død paa Marken med Pilen i Panden. Lappen forstod, som Sagen ogsaa var, at denne var udsendt som Speider, og at den øvrige Trop af Fiender var etsteds i Trakten. Flere Lapper samlede sig derfor, fulgte Sporet og overrumplede Karelerne, medens de laa og sov omkring et Baal i Skoven. De bleve samtlige ihjelslagne, og af det tagne Bytte skal endnu Koget være i Behold, nemlig et Slags Kjedler, som kaldes Karjela skalo. En saadan har jeg (Læstadius) seet. Der er, saavidt jeg skjønner, af Messing, og Lapperne sige, at disse Karjela skalo aldrig irre. Der findes kun faa i Behold af saadanne, og disse ere endogsaa forsynede med ny Bund, efterat den gamle er udslidt.“
