Sugerør eller det Jernrør, hvormed hun pleiede at suge Blodet af sine Ofre. Troldrøret var borte. Lyma havde listet sig til at putte det i Ilden. „Hvor er mit Jernrør?“ raabte Kjærringen. „Se der, Bedstemor, der ligger det!“ svarede Lyma og pegte paa Ilstedet. Stallokjærringen greb det glødende Rør og slugte i sig igjennem Røret Aske og gloende Kul, saa hendes ludvolde forbrændte og hun døde paa Stedet. Nu grov Sodnobrødrene efter Sølvskattene, fandt alle tre, tog saa Søsteren og Renhjorden med sig og reiste tilbage igjen til sit eget Hjem.
(Fra sv. Lapmark. Efter L. Læstadius.)
En Askelad havde engang paa en eller anden Maade forvildet sig og var kommen til en Stallos Bopæl. Denne Stallo havde baade Hus, Kjør og Faar. Nu pleiede altid Stallo, naar han fik Tag i en slig liden Bytting af en Lappegut, at beholde ham nogen Tid hos sig for at gjøde ham, førend han spiste ham. Saa tænkte hau nu ogsaa at gjøre med denne; men imidlertid hittede Askeladden paa et listigt Kneb til at gjøre Stallo blind. Han anstillede sig nemlig, som om han var overordentlig klarsynt, og foregav, at han saa allehaande forunderlige Ting paa langt Hold. Stallo forsøgte at stirre i samme Retning, men kunde Ingenting opdage. „Hør, Gutten min,“ sagde Stallo, „hvorledes er du bleven saa klarsynt?“ „Jo,“ svarede Askeladden, „jeg lod engang dryppe en Draabe Bly i Øinene mine, deraf kommer det!“ „Aa, nei da,“ sagde Stallo, „kjære, held lidt smeltet Bly i Øinene paa mig ogsaa, jeg
