vikle saa gjerne klive ligesaaklarsynt som du!“ „Ja,“ sagde Askeladden, „det skulde jeg gjerne gjøre, men du taaler det vel ikke, det gjør lidt ondt, ser du!" „Taale det,“ mente Stallo, Jeg vil taale Alting, bare jeg bliver saa klarsynt som du, Askelad!“ Askeladden maatte saaledes ligesom mod sin Villie støbe Bly i Øinene paa Stallo. Han lod Stallo lægge sig paa Ryggen, og derpaa hældte han først i det ene Øie. Stallo jamrede sig, men sagde alligevel; „Kjære, skynd dig og hæld hurtigt i det andet Øie ogsaa!“ Askeladden saa gjorde. „Nu kommer du,“ sagde Askeladden, „til at være blind en Stund, indtil Øinene undergaa Forvandling, men efter den Tid bliver du rigtig klarsynt!“ Iraidlertid maatte nu Askeladden forestaa Husholdningen, medens Stallo var blind. Han tog en fed Saubuk blandt Stallos Faar og slagtede den. Derpaa tog han Stallos gamle Hund og slog den ihjel. Om Kvelden kogte han fedt Faarekjød til sig i den ene Gryde, men i den anden kogte han Hundekjød for Stallos Regning, og da det var færdigt, øste han Hundekjødet op i et Traug til Stallo, medens han selv satte sig til at spise af det fede Faarekjødet. Nu hørte Stallo, at Askeladden spiste baade med god Smag og Behag af sit Maaltid, medens hans egne Tænder knapt vilde bide paa det seige Hundekjødet. „Hør, Gutten min,“ sagde Stallo til Askeladden, „koktes tun njalbme fal snjaiska, ja mun njalbme fal stauka, stauka?" Hvoraf kommer det, at din Mund snasker og smasker, medens min Mund bare knarker? Askeladden fandt paa noget til Svar herpaa, og dermed maatte Stallo lade sig nøie. Imidlertid varede det dog ikke længe, førend Stallo indsaa, at han maatte være bleven narret af Askeladden, ettersom den belovede Klarsynthed al-
