Den gamle Stallokjærringen, Moder til de tre Brødre, laa imidlertid og sov under alt dette og vidste Intet af, hvad der var foregaaet. Brødrene Sodno trak nu paa sig de to yngste Stalloers Klæder og gik ind. Det stod endnu tilbage at faa vide, hvor Stalloerne havde skjult sine Skatte. Da det begyndte at lysne om Morgenen, nærraede den yngste Sodno sig Kjærringen og lagde sit Hoved i hendes Skjød, forat hun skulde lyske ham. Med Et faar han da pludselig ligesom et barnagtigt Indfald, falder hende i Talen og spørger: „Men, kjære Moder, hvor ligger min ældste Broders Sølv skjult henne?“ „Ved du ikke det?" spurgte den Gamle, noget forundret over Guttens Uvidenhed. „Nei, jeg er saa glemsom!“ „Det ligger jo under Dørtærskelen!“ Saa taug han stille en Stund, men spurgte saa igjen; „Men, kjære Moder, hvor er min mellemste Broders Sølv?“ „Ved du ikke det?“ udbrød Kjærringen, næsten vred paa Gutten. „Uf nei, jeg har glemt det!“ „Det ligger under Huggestabben!“ Atter taug Sodno en Stund, men spurgte saa til Slut ning: „Mor, kjære Mor, hvor er mit eget Sølv henne?“ Da blev den Gamle vred for Alvor og greb efter et Ris for at give Gutten paa Ryggen for hans utilgivelige Glemsomhed. Men Sodno forstod dog at stille hende tilfreds, saa at han omsider ogsaa fik at vide, at den yngste Stallos Sølv laa lige under der, hvor den Gamle sad. Nu havde de faaet at vide Alt, hvad de ønskede.
„Kjære Red stemor,“ siger nu Lyraa, som sad ved lldstedet, „ved du ogsaa rigtigt, hvem det egentlig er, du taler med?“ „Hvad,“ udbrød den Gamle, „det skulde da vel aldrig være Sodno?“ „Jo, ham er det!“ svarede Pigen. Forfærd et søgte den Gamle efter sit
