Nu nærmede Sodnobrødrene sig Huset. Stallo havde samme Dag hentet nogle Renoxer hjem fra Marken og bundet dem fast tæt inde ved Husvæggen. Han vilde slagte dem næste Dag. Brødrene tog nu i Hornene paa Renoxerne og stødte dem voldsomt sammen, saa det hørtes inde i Stuen, som om Dyrene holdt paa at stanges og strype hverandre i Rentømmerne. Det vakte strax den ældste Stallos Opmærksomhed, og han befalede den yngste at gaa ud og skille Rensdyrene ad. at de ikke skulde strype hverandre. Denne gik, men han var ikke før kommen udenfor Døren, før han faldt for Sodnobrødrenes Hug, uden at give mindste Lyd fra sig. Sodnobrødrene begyndte igjen at gjøre Allarm med Renoxerne. Da sagde Stallo til sin anden Broder: „Gutten raader nok ikke med at faa Dyrene løs, du faar vist gaa ud og hjælpe ham!“. Ogsaa han gik, men faldt ligesaa øieblikkelig og lydløst som den første. Renoxerne vedbleve fremdeles at stanges. Da sagde Stallo: „Det var da besynderligt, at de ikke skulde kunne skille Oxerne ad! Jeg faar staa op og gaa ud selv!“ Nu skulde Stallo trække paa sig Jernskjorten, men den var bleven altfor bed ved at ligge ved Ilden. Saaledes maatte han gaa uden Jernskjorte. Brødrene Sodno vare ikke ganske sikre paa, om Stallo vilde komme ud igjennem den almindelige Dør eller krybe igjennem den lave Bagdør. (Se Mythol. Pag. 27) Derfor havde den ældste Sodno stillet sin Broder ved Bagdøren, forat Stallo ikke skulde undgaa Mordjernet, om han og saa fik det Indfald at krybe igjennem den lave Bagdør. Stallo, som rimeligvis begyndte at ane Uraad, da begge hans Brødre ikke kom ind igjen, krøb ogsaa ud igjennem Bagdøren. Dette hørte den ældste Sodno og ilede strax sin Broder til Hjælp, men Stallo havde allerede faaet Dødshugget og reiste sig ikke mere.
