hun løbe ud efter sig langs Veien, og, da Traadnøstet ikke rak længer, tog hun Rentalle, som hun havde gjemt i en Pose, og lod smaa Klumper falde langs Veien efter sig, forat Brødrene skulde kunne se, hvor det var blevet baade af hende og Hjorden. Da Brødrene kom hjem fra Jagten, fandt de Gammen tom, og, da de saa, at Alting var røvet bort, kunde de skjønne, at det maatte være Stallofolket, som havde været ude paa Plyndring, og som havde taget med sig Søsteren og Hjorden. Røverne havde ikke levnet den mindste Madsmule igjen i Huset. Der var intet andet Raad for Sodno-Brødrene end at sætte efter saa snart som muligt, og, veiledede af Traaden og Rentallen, lagde de da i Vei, for muligens at tage Hævn over Stallobrødrene.
Tredie Dag, ud paa Kvelden, naaede de frem did, hvor Stalloerne boede. De vovede ikke at anfalde Stalloerne aabenbart, men maatte gaa frem med List. De kløv derfor op i et Træ tæt ved en Kilde, hvor Stallofolket pleiede at hente Vand, og tænkte, at de kanske paa den Maade kunde faa tale med Søsteren eller give hende et Vink, om Stalloerne sendte hende ud for at hente and fra Kilden. Ud paa Kvelden, da det var klart Maaneskin, kom ogsaa virkelig Søsteren til Kilden. Brødrene gav nu sin Nærværelse tilkjende ved at vifte med Huerne, saaledes at Skyggen af disse bevægede sig paa Sneen. Nu foreskrev de Søsteren, hvorledes hun skulde bære sig ad med at forhjælpe dem til at befri hende og Hjorden og faa Hævn over Stalloerne. „Du ved,“ sagde de, „at naar Stallo ikke finder sin Mad aldeles renligt tillavet, saa rører han den ikke, men kaster den for Hundene. Naar nu Stallo har sat Gryden paa Ilden, og Kjødet har kogt
