hun Fingrene af ham med en Øxe, som hun havde med sig i Slæden, og kjørte saa afsted igjen i fuldt Firsprang. Stallo, som mistede sine Fingre, viste frem Stumperne til Kjærringen, som kom løbende bagefter: „Pånne, pånne ka!“ Mor, Mor, se her! „Det kunde jeg nok tænke," svarede Ludak, „ikke raader du med hende, nei, lad mig selv prøve!" Nu begyndte Kjærringen at løbe efter og raabe: „Vent, vent, jeg har her en rar Skat, som du skal faa i Medgift, vent bare lidt!“ Datteren holdt og ventede, til Kjærringen fik Tag i Slædekarmen, men hug saa Fingrene af hende ogsaa, saa at baade Skatten og Fingerstumperne rullede ind i Slæden, og saa piskede hun paa Renen, saa den i fuldt Firsprang satte afsted efter Sporene af Hjorden. Men Stallos gamle Kjærring hørtes længe bagefter at raabe og skrige: „Tjaske, tuona hæppo, mo kadsa kaskosid!" Kast tilbage Fingerstumperne, du Helvedes Skamløse!
(Fra sv. Lapmark. Efter L. Læstadius.)
Der var engang to Brødre, som hed Sodno, og de eiede en stor Renhjord. De havde en eneste Søster, som hed Lyma, og, naar Brødrene vare borte paa Jagt, maatte Lyma passe Renhjorden. Flere Mile fra Brødrene Sodno boede der tre Brødre af Stalloslægten sammen med sin gamle Moder. En Dag, medens Sodno-Brødrene vare paa Jagt, kom Stallo-Brødrene og tog baade Lyma og hele Hjorden med sig. Men, før de fik Lappepigen afsted, stjal hun sig til at knytte Enden af et Traadnøste fast i Gammen. Traaden lod
