og fraade, fordrer sin Tornak eller Aand til sig og har ofte megen Møie med at faa den til at komme. Kommer den ikke frivilligt, maa hans Sjæl fare ud af Legemet for at hente den. Under dette bliver han da liggende nogle Øieblikke ganske stille, hvorpaa hans Sjæl med stor Susen kommer tilbage igjen, saa man vil forsikre, at det er aldeles, som hørte man en Fugl først flyve over Taget og dernæst hid og did inde i Huset. Ofte kommer imidlertid Tornak strax af sig selv uden at blive hentet og bobler sig udenfor Døren. Med ham taler nu Angakokken om det, som Grønlænderne forlange at vide. Man hører tydeligt tvende Stemmer, en indenfor og en udenfor. Faar man ikke paa denne Maade tilstrækkelig Besked, saa maa en af de forud nævnte Reiser foretages. Den farligste af disse er
Tornak eller en Angakoks Spiritus familiaris fører ham først igjennem Jorden eller Søen. Derpaa maa de forbi alle de Dødes Sjæle, der se ud, som da de levede her, og synes at have det meget godt. Naar de nu vel ere komne dem forbi, komme de til et bredt, langt og dybt Svælg. Her maa de over; men der er intet Andet at gaa paa end et stort Hjul, der er ligesom Is, og som ideligt og hurtigt dreier sig rundt. Herover maa derfor Tornak lede Angakokken. Derefter komme de til en stor Kjedel, hvori der koger levende Sælhunde, og endelig til den underjordiske Kvindes, Arnagnaksaks (ɔ: gammel Kvinde) Bopæl. Her maa Tornak atter tage Angakokken ved Haanden og lede ham enten gjennem en stærk Vagt af Sælhunde eller forbi en stor Hund. Der maa passes nøie paa
