et af de faa Øieblikke, da denne sover, og det kan alene en Angakokpoglit gjøre, hvorfor de almindelige Angakokker ikke komme længer end hid og derfor maa vende tilbage med uforrettet Sag. Inde i Paladset sidder Underverdenens Kvinde. Hun ser bister og grim ud, sveder af lutter Vrede og river Haaret af sig af Forbitrelse over de fremmede Gjæsters Ankomst. Hun griber derfor strax til en vaad Fuglevinge, som hun stikker i Ilden og holder for Næsen. Af denne Røg og Stank vilde Angakokken og Tornak snart blive aldeles afmægtige og nødte til at overgive sig som hendes Fanger; men førend hun rigtig kan begynde at røge, gribe begge fat i hende ved hendes Haar og slæbe hende saalænge omkring, til hun til Slutning bliver ganske afmægtig. Om hendes Ansigt hænge Aglerutit, et Slags Amuletter, der oprindelig skulle have været „mishandlede eller i Dølgsmaal fødte menneskelige Fostre, altsaa Frugter af Menneskenes hemmelige Forbrydelser“[1]. Disse maa de rive af hende; thi ved dem bringer hun Dyrene til at forlade sine sædvanlige Opholdssteder og forblive fangne hos hende. Ligesaa hurtigt som Angakokken og hans Tornak rive disse af hende, ligesaa hurtigt fare strax Hvalfiske, Sælhunde og de andre Sødyr pladskende op igjennem Vandet og søge atter hen paa de sædvanlige Steder, hvor de blive fangede. Naar saa alt dette vel er udrettet, reiser Angakokken og hans Tornak tilbage og finder nu den forrige, saa vanskelige og farlige Vei ganske slet og jævn.
Man skulde tro, at en saadan Reise maatte medtage temmelig lang Tid. Men det er dog ikke Tilfældet,
- ↑ Rink: om Grønlændernes hedenske Tro.
