Noaiderne maatte være uden nogensomhelst Legemsfeil. Naar de derfor vare blevne saa gamle, at de begyndte at miste Tænder, ansaaes de for uskikkede til sit Embede.
Grønlændernes Angakok.
Mellem Lappernes Noaider og Grønlændernes Angakut (Plur. af Angakok) er der saa stor Lighed; at man næsten kunde fristes til at antage, at de, der have skrevet om de sidste, havde laant sin Fremstilling fra de finmarkske Missionærers Beskrivelse af de lappiske Noaider.
Angakut vare nemlig, efter Stauning[1], Grønlændernes Præster, Spaamænd og Læger. Ikke Enhver kunde blive Angakok. Hertil udfordredes naturlig Begavelse, Undervisning og endelig den sidste Operation, for at man kunde erholde en altid hjælpende og ledsagende Tornak eller Aand, svarende til Lappernes Noaide-gaʒʒe.
Naar Vedkommende, der skulde blive Angakok, havde erlioldt deu behørige Undervisning, maatte han begive sig hen paa et øde Sted, aldeles afsondret fra Mennesker og tilbringe Tiden der med dybsindige Betragtninger, under stadig Bøn til Overguden Tornarsuk om at sende ham en Tornak eller Tornat; thi han havde i Almindelighed flere. Efter længere Tids Fasten og Tankernes uafbrudte Anstrængelse blev Legemet omsider udmattet, og Indbildningskraften kom i
- ↑ Jørgen Stauning: Grønlands Beskrivelse.
