1.
Det lappiske Sprog, saaledes som det skrives i de i den senere Tid idkomne Oversættelser, har 30 enkelte Skrifttegn, nemlig: Selvlydene: a, e, i, o, u, æ, og Medlydene: b, d, đ, f, g, ǥ, h, j, k, l, m, n, ŋ, p, r, s, t, ŧ, v, c, č, s, š, ʒ, ǯ.
Med Hensyn til Udtalen merkes:
a har tildels Udtale som mellem a og aa (i denne Bog af og til betegnet med â); f.Ex. i mânna, gaar, til Forskjel fra mānna, Barn.
o udtales dels aabent som aa f. Ex. i jokka, Elv, dels lukket som ō f. Ex. i boarkka, arrig, oaidnet, at se.
Anm. e og u har hyppig en dunkel Udtale som henimod i og o (den første i denne Bog af og til betegnet med ë).
d lyder tildels næsten som t, f.Ex. šaddai, blev, Kontok = šaidtai.
k lyder dyppig beaandet, f. Ex. čokkat, at fidde, Kout. = čochkat.
l efterfølges tildels af en kort E-lyd, f. Ex. albme, Himmel = al'bme.
c udtales som ts., đ og ǥ udtales blødt og beaandet.
ʒ ––––"––––– ds., ŧ ligeledes med en svag læspende Tslyd.
ŋ udtales omtrent som vort ng i lang.
Anm. gŋ lyder sammen paa en eiendommelig Maade, der vanskelig lader sig beskrive.
š udtales som sj, č som tsj, ǯ som dsj.
Anm. šš udtales som ssj, čč, som ttsj, ʒʒ som dds, ǯǯ som ddsj.
