Side:Lange - De norske Klostres Historie i Middelalderen (2nd ed.).djvu/98

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
90
Andet Afsnit.

omtales. Derimod indeholde alle disse Haandfæstninger i almindelige Udtryk en Bekræftelse paa alle af fremfarne Konger Kirkerne og Klostrene forundte Friheder og Rettigheder, som altsaa nu vare blevne uafhængige af Kongens Naade eller særlige Yndest for enkelt Kloster[1].

Blandt de Klostrene af Kongemagten tilstaaede Begunstigelser maa endelig de Forleninger omtales, hvormed et enkelt norsk Kloster har været benaadet. Da Rigsraaden Hr. Hans Kruckow i 1453 gav sig i Munkeliv Kloster med alt sit Gods, bestemte Kong Christian I, at han fremdeles for Livstid skulde beholde Søndfjord Len, som han da havde inde, og at Klostret desuden skulde nyde det i 10 Aar efter hans Død med al kongelig Rente og Rettighed uden Regnskab[2]. Ligeledes havde dette Kloster fra samme Konges Tid, og som det synes lige til 1528, Andens Len i Nordland ad gratiam (d. e. saalænge Kongen behagede), og selv efter denne Tid, da Bergens Raadmænd forlenedes dermed, synes Klostret at have havt en aarlig Afgift deraf[3]. Fremdeles var Munkeliv i samme Konges Tid uden Afgift forlenet med Nordfjord, der siden lagdes til Bispestolen i Bergen[4]. Dette har været særegne Gunstbeviisninger mod Birgittinerne i Munkeliv, af hvis Orden Christian I tog sig med saa megen Iver; thi man finder ikke, at Forleninger ere faldne i andre norske Klostres Lod.

Et aldeles særeget Privilegium gav Kong Magnus Erikssøn 14de Februar 1344 Lyse Klosters Munke, da han tillod dem i deres Huus Saltøyðuhús i Bergen at udsælge alle Slags Drikkevarer, altsaa gav dem en formelig Kroholds-Bevilling, ligesom han samtidig hermed fritog Klostrets Bud (cursores), som det benyttede i Ærinder til Bergen, fra visse Byrder[5].

Biskoppernes Forhold til Klostrene var vel ikke altid det bedste paa Grund af de mange Sammenstød mellem begge, hvortil de pavelige

  1. Naar iøvrigt saavel Hans som Christian II i deres Haandfæstninger love, aldrig at indblande sig i Biskoppers, Prælaters eller Abbeders frie Valg, saa var dette ikke en Frihed, disse Konger tilstode Geistlighed og Klostre, men et Løfte om at afholde sig fra en Ulovlighed. (jfr. mere om dette Forhold, Norsk Tidsskrift f. Vid. og Litt. I. 252–260.)
  2. Dipl Arn. Magn. fasc. 25. No. 15 b, trykt i 1ste Udgave af dette Skrift S. 751 ff.
  3. Samlinger t. N. Hist. VI. 22. 47.
  4. Nye Danske Magazin VI. 322. 328.
  5. Barth. VIII. 215.