fale over Abbeden eller hans Undergivne, ei heller paalægge Klostret nogensomhelst Tyngsel, kun Pavens Ret og den hellige Kirkes Love i aandelige Sager forbeholdne[1].
Ogsaa andre Klostre fik lignende kongelige Naadegaver. Saaledes tilstod Kong Magnus ved Brev af 14de Juni 1350 Abbed Andres af Lyse og hans Brødre den Rettighed, at de Mænd, som han sætter paa sine og Klostrets Bugaarde, skulle være deelagtige i alle de Munkene af fremfarne Konger forundte Friheder, fornemlig de Bønder, der vare i Klostrets Brødrelag, saa at 6 af disse, som Abbeden vælger, skulle være frie for alle Nævninger og Ledingsfærd, uden naar Kongen kalder dem med sit eget Brev, eller almindeligt Opbud skeer. Fremdeles skal Abbeden have Domsret over sine og Klostrets daglige Svende og Beboere, undtagen i Sager, der angaa Liv eller Ulivssaar[2]. Ogsaa i Hovedøens Historie findes Spor af Sagøre som klosterlig Rettighed Ved Gavebrev af 12te Marts 1352 overlod nemlig Hertuginde Ingeborg Abbeden i Hovedø tillige Sagøren af alt det Gods (Bygdø m. v.), som hun havde skjænket Klostret, dog saaledes, at den for det Første skulde anvendes til hendes Bedste[3]. Det synes af hvad saaledes er oplyst om Benaadningerne for Munkeliv, Lyse og Hovedøen at følge at disse Klostre i det mindste for nogen Tid have været i Besiddelse af Sagøre (sakeyri) eller Kongens Ret til at hæve Bøderne for de mod Klostret eller af dets Tjenere øvede Misgjerningen, ligesom af den dermed forbundne Domsret over verdslige Undergivne. Men selv om saa er, har denne Ret hverken været almindelig eller varigt; thi denne Kongedømmets vigtige Indtægtskilde kan ei være bleven bortgiven; ellers maatte deraf findes tydeligere Spor. Et Kongebrev af 9de April 1541 til Befalingsmanden Thord Rod paa Bergenhuus taler og derimod. Kongen har erfaret, siges der, at mange af hans Undersaatter, Ædel og uædel, som ere forlenede med Klostre og andet geistligt Len i Norge, fordriste sig at oppebære Sagøre eller Leding af deres Tjenere (d. e. Leilændinge), uagtet Kongens Embedsmænd altid af gammel Tid have oppebaaret disse Indtægter, hvorfor slig Ulovlighed forbydes[4].
- ↑ Munkelivs Brevbog. 10. Hvad her er anført om Munkeliv, fordi det er det eneste Kloster, hvis samlede Værnbreve nogenlunde fuldstændig ere bevarede, gjælder udentvivl ogsaa om de fleste øvrige Klostre.
- ↑ Dipl. Norv. II. No. 307.
- ↑ Suhm Danm. Hist. XIII. 269–270.
- ↑ Registre over alle Lande IV. fol. 5. b. i Afskrift i Rigsarkivet. Af en Jor-
