Erkebiskoppen[1], hvori Kongen fraskriver sig al Indblanding i Testamenter til Kirker og Klostre, samt i Biskoppers og Abbeders Valg. Desuden erkjender han Biskopper. Abbeder og Klerker frie for Ledingsfærd samt for at bidrage Noget dertil af eget Gods, medmindre Faren var saa stor, at Clerus selv indgik derpaa. Her har man altsaa den frie Valgret og Ledingsfriheden anerkjendt af Kongemagten, og skjønt dette Forlig ikke blev af lang Varighed, undlod dog Geistligheden og Klostrene ikke i Fremtiden at paaberaabe sig det, og Kongerne gave i Almindelighed efter, idet de tilstode Klostrene disse Friheder som særegne Benaadninger. Magnus’s Sønner Erik og Haakon gjentoge i 1290 det Munkeliv af Faderen givne Værnbrev, og forøgede det desuden med nye Friheder paa Grund af, at Abbeden Erik i lang Tid havde været Kongehusets troe Tjener[2]. De forbøde saaledes at paalægge Klostret eller dets Tyende eller Gods nogensomhelst Afgift eller anden ulovlig Udpresning og naar Trætte opstod mellem Klostrets Beboere og Andre, skulde der bødes efter Sagens Natur overeensstemmende med Loven, men Klostret ikke tilsvare Nogen de Kongedømmet tilfaldende Bøder (Sagøren), saalænge Kongerne lade denne Bestemmelse gjælde. At disse Friheder vare rene Naadesbeviisninger, der, som Brevet af 1290 udtrykker sig, stode „saalænge til vi ville tilbagekalde dette vort Brev“, sees og deraf, at Kong Haakon V i det Brev, han ved sin Tronbestigelse forundte Munkeliv Aar 1300, uden videre har udeladt hine nye Benaadninger, og kun i almindelige Udtryk taget Klostret i tit Værn. Men i Eftermandens Kong Magnus Erikssøns Brev af 12te Marts 1328[3], hvortil alle følgende Kongebreve om Munkeliv henholde sig, er Brødrene Eriks og Haakons Brev af 1290 atter optaget og stadfæstet i alle dets Ord og Dele, og fra denne Tid af bleve derfor sandsynligviis hine Friheder mere og mere betragtede som lovligt erhvervede Rettigheder, som det var Kongernes Pligt uden videre at bekræfte[4]. Først i 1361 findes Munkeliv at have faaet fuldkommen Frihed for alle Paalæg idet Kong Haakon VI „af kongelig Naade“ øgede Klostrets Værnbrev med den Bestemmelse, at Ingen maatte byde eller be-
- ↑ Norges gamle Love II. 462 ff. Thork. Dipl. II. 66 ff. Hist. eccl. Isl. I. 386 ff.
- ↑ Munkel. Brevb. 7. Thork. Dipl. II. 128.
- ↑ Munkelivs Brevbog. 8–9.
- ↑ Derimod vare Klostrene vist ikke berettigede til, saaledes som Abbeden i Munkeliv gjorde 1420, at hjemle Eiendomme, der solgtes til Verdslige, de Friheder, de som Klostergods vare i Besiddelse af. Dipl. Norv. III. No. 652.
