vebrev vedkommende Norge, som vi kjende, er netop en saadan Skjærmbulle for St. Michaels Kloster eller Munkeliv ved Bergen, udstedt af Eugen III 1146, hvis Hovedindhold vi anføre som en Prøve paa slige[1]. Efter Abbed Orms Anmodning tager Paven Klostret under den hellige Peters og sin Beskyttelse, og bekræfter det ved nærværende Frihedsbrev, saa at St. Benedikts Regel der til evig Tid skal overholdes. Fremdeles bekræfter han Klostret i fast og ustyrret Besiddelse af alle de Eiendomme, som det nu retfærdig og kanonisk har eller i Fremtiden erhverver paa lovlig Maade, det være sig Jordegods, Eiendomme, Tiender, Enge. Skove o. s. v., hvilke navnlig opregnes, og særligen tages under paveligt Værn. Han forbyder den, der engang har aflagt Klosterløfte, uden Abbedens og Brødrenes Tilladelse at forlade Klostret. Dets Munke skulle stedse have fri Adgang til Pavestolens Ingen maa under nogetsomhelst Paaskud indsættes i Klostret som Abbed, uden den som Brødrene enten eenstemmig eller med Stemmefleerhed kanonisk havde valgt. Ingen maa forstyrre Brødrenes Ro, berøve dem eller tilbageholde deres Besiddelser af hvilkensomhelst Art, formindske dem eller paalægge Afgifter deraf, alene med Forbehold af det apostoliske Sædes Myndighed og Biskoppens kanoniske Domsret, samt den ham skyldige Ærbødighed Hvis i Fremtiden nogen Geistlig eller Verdslig, bekjendt med denne Bestemmelse, tillader sig Noget herimod, og gjentagende advaret ikke gjør Klostret Fyldest for sit Tilgreb, skal han være sit Embede berøvet, udelukkes fra Nydelsen af Sakramentet, og lide sin Straf paa den yderste Dag. De derimod, som værne om Klostrets Bedste, skulle have Christi Fred her nyde en god Gjernings Frugter, og hisset finde evig Salighed.
Af denne eller lignende Art vare de almindelige Privilegier, som Paverne forundte de enkelte Klostre, kun med de Forandringer eller Tillæg som vare en Følge af de forskjellige Ordensregler. Et Privilegium, som ei er omtalt i det ovenanførte Brev, men som i følgende Tider tilstodes samtlige Klostre, og var disse en herlig Rigdomskilde, var Retten til at begrave Enhver, som ønskede det, paa Klostrets Kirkegaard. Uagtet denne Ret gaves under Betingelse af, at vedkommende Sogneprest ikke derved skulde lide, maatte dog dette blive Følgen; og der mangler ei heller Vidnesbyrd om, at slige Begravelser have givet Anledning til alvorlige Stridigheder med Presteskabet. Iøvrigt tilstode Paverne enkelte Klostre aldeles særegne Benaadninger. Saaledes fik Munkeliv Kloster i Bergen 1399
- ↑ Munkelivs Brevbog 14–15. Thork. Dipl. II. 1–3.
