nystiftet Kloster. De høre derfor og nærmere hjemme i en Kirkehistorie end i et enkelt Lands Klosterhistorie, og de kunne derfor her kun indrømmes faa Linier. Deres Antal tiltog som bekjendt efterhaanden, og fra Tiggermunkenes Tid bleve de saa omfattende og mangfoldige, at det næsten er umuligt at overskue dem alle. Immunitet, d. e. Befrielse for alle, hvilkesomhelst, ældre og yngre Afgifter til Staten og Kirken, – Exemtion d. e. Fritagelse for det biskoppelige Overtilsyn. Ret til uden Andres Indblanding paa kanonisk Maade at vælge sin Formand, og udelukkende Afhængighed af Paven eller vedkommende Ordensgeneral; – Indulgentser eller Aflad af sorskjellig Art, ved Jubelaar, paa Helgenfeste o. s. v. vare disse almindelige pavelige Privilegiers Gjenstand. Jus asyli eller Klostrenes Ret til at tage Fredløse eller Ugjerningsmænd, som flygtede til Klostrene, i Beskyttelse mod den Forurettedes Selvhevn, var ligeledes et almindeligt Klosterprivilegium, og ikke, som Nogle have antaget, en særskilt Benaadning for enkelte Klostre f. Ex. Helgeseter. Det fulgte nødvendig af den ukrænkelige Hellighed og Uangribelighed af verdslig Magt, hvormed Klostrene omhegnedes, og Misforstaaelsen er vel opstaaet deraf, at Helgeseter beholdt denne Ret efter Reformationen. Af specielle Privilegier gives der utallige angaaende de forskjelligste Gjenstande, ligefra Tiggermunkenes Rettighed til at holde Gudstjeneste for lukkede Døre under Interdikt, til Dominikanernes Ret til herreløst Gods[1], og Præmonstratensernes til at nyde Kjødmad paa Reiser. Alle deslige Privilegier kostede det ikke Paven det Mindste at udstede; vedkommende Stat, Biskop Sogneprest eller Almue vare de Lidende, og paa samme Tid som Udstedelsen af disse Breve bragte betydelige Pengesummer ind i det pavelige Kammer, og bleve en Rigdomskilde for Curiens Embedsmænd, tjente de til mere og mere at løsrive Klostrene fra Stat og Biskop, og bringe dem i et stedse trangere sluttet Afhængighedsforhold til Rom, hvorhen da ogsaa de trodsige Abbeder toge sin Tilflugt baade i Tide og Utide.
Uagtet det kunde synes, at disse Ordenerne i det Hele vedkommende Privilegier maatte være tilstrækkelige til Munkenes Sikkerhed, erhvervede dog gjerne desforuden hvert enkelt Kloster en særskilt Pavebulle, hvori de for dets Orden gjældende almindelige Rettigheder formelig forsikredes det, og desuden i Almindelighed en eller anden særskilt Ret eller tvivlsom Sag afgjordes til Klostrets Fordeel. Af slige, den norske Klosterhistorie nærmest vedkommende Buller ere endnu mange i Behold. Det ældste Pa-
- ↑ Dipl. Svec. II. 40.
