landske Birgittinerorden hendrage den Gudfrygtiges og Veldædiges Opmærksomhed
paa sig. Endnu i Besiddelse af Nyhedens friske Duft, endnu
ialfald tilsyneladende ubesmittet af den almindelige Fordærvelse, forekom
den Alle som en Indretning, der opfyldte Hensigten og fortjente Understøttelse.
Benediktinerne i Munkeliv maatte vige for den Orden, „til hvilken
Folkets Hu stod“. Men meget snart opstod der Splid og Uorden
ogsaa i disse Klostre; Kong Eriks personlige Kjærlighed for denne Orden
holdt den vel endnu i Anseelse, men Christian l synes forgjeves at have stræbt at
opretholde Tugten og ved den Folkets Gunst. Ingensteds synes Sæderne
at have været ryggesløsere end i Bergen, hvor de tydske Kjøbmænds
plumpe Uteerlighed og stive Trods mod geistlig og verdslig Myndighed
ogsaa virkede fordærveligt paa Klostrene. Som Rigmænd og i udelukkende
Besiddelse af den hele Handel gave disse Hanseater Tonen an, som Alle,
der havde Liv og Eiendomme kjære, med eller mod deres Villie maatte
følge.
Ved Reformationstiden maa Klostrene nærmest betragtes som Majorater eller Fideikommisser i en usædelig, til Arbeide udygtig og uvillig, samt ukyndig og grundfordærvet Klasses Hænder, der alene holdtes oppe af Vane og Overtro. De bleve derfor og, tildeels førend Reformationen lovlig indførtes, et let Bytte for den danske Adels Rovgjerrighed. Folket rørte hverken Haand eller Fod til deres Redning, og Biskopperne vare de Eneste i Riget, der bleve deres Forsvarere til det Sidste; men det var Kirkens Ret, disse paatalte. Klostrenes Fald var fortjent, og deres æreløse Fald kan regnes blandt de Erfaringsbeviser, Historien saa ofte giver paa, at offentlig og privat Sædelighed er det eneste sikre Værn for Nationer som for Stænder og Personer. Guld og Gods ere kun Vaaben i Fiendens Haand mod selve Besidderen, naar denne ikke hos sig selv har den moralske Reenhed og Kraft, hvoraf Kampens heldige Udfald er afhængig.
Det er i foregaaende Afsnit ved hver af de forskjellige Munkeordener i almindelige Udtryk omtalt, at Paver, Konger og Geistlighed forundte dem mange og forskjellige Privilegier. Disse almindelige Benaadninger, hvoraf Cistercienserne og Franciskanerne have de fleste at opvise, vare et fælles Gode i hele den katholske Kirke, som uden Videre tilfaldt ethvert
