Magnus Erikssøns lange Regjering (1319–1355) spillede de norske Klostre ingen politisk Rolle, og vi lære dem kun at kjende af Testamenter, Skjøder, Mageskifter og Eiendomstrætter. Den store Mandedød (den sorte Død 1349–1350) kan sættes som Vendepunkt i Klostrenes Historie. Fra Midten af 14de Aarhundrede gik de øiensynlig tilbage i Søgning, Agtelse, Dannelse, Sædelighed og tildeels i Formue. Dog var ikke dette særeget for Norge: hele Europas Sædelighed og Religiøsitet befandt sig i en saagodtsom opløst Tilstand, hvorfra ingen pavelige Buller, ingen Kirkemøder eller enkeltstaaende Reformer, men alene Bogtrykkerkunsten, Videnskabelighedens Gjenoplivelse og Luthers Kæmpeaand kunde udfri den christne Kirke.
Sortedødens nærmeste Følge var, at Klostrene manglede Søgning, saa at endogsaa de rigeste ikke saa sig istand til at erstatte det ved Pesten lidte Tab. Naar man tænker sig en Landfarsot, som efter Sagnet bortrev hver tredie Mand i det hele Rige, kan man og let slutte, at de Efterlevende havde nok at gjøre med at arve og skifte, saa at Faa eller Ingen tænkte paa at gaa i Kloster. Senere lykkedes det dem ikke atter at hæve sig til den gamle Magt. Paa Unionens Tid havde Klostrene noget nær udspillet deres Rolle; de vedbleve at bestaa endnu i 150 Aar, fordi de havde erhvervet det Fornødne dertil, og det ikke endda faldt Nogen ind at angribe deres Tilværelse. Vel sørgede de med punktlig Nøiagtighed for, at enhver Konge ved sin Regjeringstiltrædelse formelig fornyede deres af foregaaende Konger givne Privilegier, ligesom i senere Tider en Paragraf om Klostrenes og deres Foresattes Rettigheder optoges i Haandfæstningerne; vel deeltoge enkelte Abbeder nu og da i Rigsmøderne, men deres Indflydelse i Statssager var forbi; Folket vedblev vel ogsaa nu som før i Testamenter at ihukomme Klostrene, men dette synes nærmest at have været en Følge af Skik og Brug, og hele Unionshistorien har ikke en eneste Klostermand at opvise, som ved Lærdom, Dygtighed eller christeligt Sind hævede sig over Mængden. Almuen kom derfor saagodtsom ene og alene gjennem de mange Pengeforhold, som opstod imellem dem, i Forbindelse med Abbederne og Munkene. De lærte dem mere at kjende som rige Godseiere, strenge Jorddrotter og privilegerede Herrer, end som Guds Tjenere, Folkets Forsvarere og den Fattiges Venner. De fleste Klostre havde ved denne Tid skrabet en Formue sammen, der satte deres Beboere istand til at føre et efter norske Forhold bekvemt Liv, uafhængigt af Verdens Dom og Verdens Gavmildhed.
Under saadanne Omstændigheder maatte den nye, saagodtsom inden-
