som pavelig Legat Orden i det norske Kirkevæsen 1247, og det kan saaledes ei undre os, at Geistligheden allerede under Haakon og endmere under hans milde, eftergivende Søn Magnus Lagabøter udviklede en Magt, som tilsidst gjennem Konkordatet i Tønsberg 1277 truede med at knuse Kongens.
Kong Magnus arvede Faderens Yndest for Munkene, og Klosterstiftelserne forøgedes blandt andet med Værne Hospital, en Indretning, der synes at have sat Munkevæsenet i umiddelbar Forbindelse med Hirden. Abbeder og Munke benyttedes fremdeles i Statens Anliggender som Fredsunderhandlere og Gesandter, og i Hirdskraaen[1] tilstod han Rigets Abbeder selvskreven Stemme ved Kongevalg, en Ret de imidlertid sjelden eller aldrig synes at have benyttet. Han valgte sit Gravsted hos Minoritterne i Bergen, hvis Velgjører han i levende Live havde været. Sønnen Erik kom strax ved sin Tronbestigelse i aaben Kamp med Geistligheden, som endte med Biskoppernes Udjagelse og Ophævelsen af Konkordatet i Tønsberg. Derimod findes ligesaalidt Spor af nogen Konflikt mellem Kongen og Munkene som af hans særdeles Yndest for dem; men den Omstændighed, at de idet Mindste udvortes vedligeholdt Venskabet med Kongen, medens Sekulargeistligheden aabenbart kæmpede mod ham, maatte nødvendigt virke fordeelagtigt for dem i Almuens Øine, der elskede Kongen og stod paa dennes Parti mod Geistligheden.
Kong Haakon Magnussøn synes med Hensyn til Geistligheden at have gaaet en Middelvei mellem Faderen og Broderen. Skjønt han ikke indlod sig paa at gjengive Erkebiskoppen de ved Tønsberg-Konkordatet tilstaaede Rettigheder, ophævede han dog dennes upassende Afhængighed af Kronen som Kongens Jarl, og stræbte forresten som det synes ad en anden Vei, nemlig ved Stiftelsen af de 14 kongelige Kapeller, at danne sig en Modvægt mod den høiere Geistlighed, og skabe en kongelig-geistlig Stand, der i enhver Henseende bunden til Kongemagten forenede geistlig Erudition med verdslig Kløgt, og saaledes gjorde Kongen uafhængig af Geistlighedens Bistand i Statssager. Mod Klostrene viste Kong Haakon sig gavmild og gunstig; Minoritterklostret i Oslo er stiftet af ham. Men med hans Tidsalder synes Interessen for Klosterstiftelser at være ophørt. Intet nyt Kloster er yngre end Begyndelsen af 14de Aarhundrede, og fra denne Tid af synes Munkenes Virksomhed hovedsagelig at have indskrænket sig til at sikre sig, forøge og forbedre det allerede Erhvervede. Igjennem hele
- ↑ Hirdskraaen. Kap. 3. Norges gamle Love II. 393.
